Når de europæiske regeringsledere i dag godkender ambitiøse nye planer for den europæiske forsvarsindustri, går de danske virksomheder på området glip af en stor chance for vækst og job. Det siger Dansk Industri (DI) forud for et EU-topmøde, hvor lederne for første gang i en årrække ventes at tage initiativ til at styrke den fælleseuropæiske sikkerhedspolitik, herunder via støtte til fælles udvikling af dronefly og nyt militært materiel.
»Danmarks forbehold over for fælles forsvarspolitik i EU betyder, at vores forsvarsvirksomheder ikke får chance for at byde ind på nogen af de nye europæiske udviklingsprojekter, som er på vej«, siger DI’s europapolitiske chef, Anders Ladefoged.





























