Statens bankselskab Finansiel Stabilitet bryder en række af de anbefalinger om god selskabsledelse, som bl.a. skal forhindre, at selskabets øverste ledelse er inhabil, når den træffer beslutninger, som er livsvigtige for kunder i krakkede banker. Selskabets ledelse bevæger sig i en »uheldig gråzone«, mener Henning Jørgensen, professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet. »Bankkrisen herhjemme er om noget resultatet af uansvarlig og skødesløs ledelse i nogle pengeinstitutter. Så er det da bekymrende, at det selskab, staten sætter i søen for at rydde op efter krisen, selv har problemer med at overholde anbefalinger om god ledelse«, siger han.
Forklaringer er tynde
Statsbankens forklaringer på, hvorfor anbefalingerne ikke følges, er på nogle punkter så tynde, at de reelt er en negligering af anbefalingerne.
Det er meget uheldigt, når det drejer sig om statens selskab til afvikling af krakkede banker, mener en ekspert i selskabsledelse. »De burde gå foran med et godt eksempel, fordi den måde, de udøver ledelse på, har meget store konsekvenser for andre virksomheder. I stedet lægger de sig bagest i feltet«, siger professor Caspar Rose, CBS. Udgifter uden for kontrol Kritikken kommer oven i Politikens afdækning af, at Finansiel Stabilitet har fordelt advokatsalærer på 100 millioner kroner på ganske få advokatfirmaer.




























