Fremtidens lygtepæl vil ikke kun være en lygtepæl. Den uskyldige lysstander vil have sin egen ip-adresse og være udstyret med sensorer, måske et kamera og trådløst netværk. Tilsammen vil alle byens lygtepæle kaste et digitalt net ud over byen – et net, der både kan levere en masse nye tjenester til borgerne og registrere mængder af data, som kan regulere byens trafik, belysning, energiforbrug og meget mere.
Sådan lyder visionen i projektet Copenhagen Connecting, som netop har sikret København en såkaldt World Smart Cities-pris. Politikerne på rådhuset har i denne uge bevilget knap 55 mio. kr. til første skridt i arbejdet med at skabe en mere intelligent styring af trafikken.



























