Det lugter af pamperi og grådighed, når fagbevægelsens topfolk kan forgylde sig selv og hinanden med lukrative honorarer for at sidde i bevægelsens egne virksomheder. Derfor har LO’s hovedbestyrelse i enighed besluttet at beslaglægge LO-toppens bestyrelsesben, som hidtil er røget ind på den private konto. Vælger de seks medlemmer af LO-toppen i fremtiden at sidde med ved bordet i bestyrelseslokalerne – skal de aflevere deres honorarer i LO’s kasse – så pengene kommer medlemmerne til gode. Til gengæld får de en kontant kompensation. »Jeg er glad for beslutningen. Honorarerne har skabt unødigt mange rygter om, hvor meget vi tjener. Vi har ønsket at aflive myterne«, siger næstformand Tine Aurvig-Huggenberger. En lønnedgang der vasker sig Med hovedbestyrelsens beslutning må LO’s formand finde sig i en lønnedgang, der vasker sig. Den nuværende formand Hans Jensen henter årligt 848.000 kroner på bestyrelsesposterne i rundt regnet 20 virksomheder, der stort set alle er helt eller delvist ejet af fagbevægelsen.
Blandt andre Arbejdernes Landsbank, Dansk Folkeferie, ALKA Forsikring, ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Men som et plaster på såret får LO-formanden forhøjet sin almindelige løn med 330.000 kroner om året. Samlet er der altså tale om en betragtelig nedgang i indtægt, men beslutningen rammer ikke Hans Jensen personligt, fordi han går af om en måned. Som LO’s næstformand modtager Tine Aurvig-Huggenberger 228.000 kroner for sine ben, mens de fire LO-sekretærer modtager mindre honorarer op til 68.000 kroner om året. Næstformanden kan glæde sig over en lønforhøjelse; nemlig på 130.000 kroner, mens LO-sekretærerne får 80.000 kroner årligt. Flere fagforbund har gjort det samme LO-toppens afkald på honorarer kommer på et tidspunkt, hvor flere fagforbund har gjort det samme. I FOA Fag og Arbejde har forbundsformand Dennis Kristensen for længst afleveret sine honorarer i forbundskassen. I den forløbne uge besluttede landets største fagforbund 3F på sin kongres, at forbundsformand Poul Erik Skov Christensen skal aflevere sine honorarer til fællesskabet – uden at få reguleret sin løn. Sygeplejerskernes formand Connie Kruckow har også afleveret sine biindtægter, men er i kraft af en kompenserende lønforhøjelse fortsat en af de bedst lønnede forbundsformænd i landet, med en årsløn på 1,4 millioner kroner inklusive pension og feriegodtgørelse.



























