FOA er klar til at droppe lønordning

Lyt til artiklen

Det største af de offentlige fagforbund, FOA, vil droppe den automatiske ordning, der gennem et par årtier har sikret offentligt ansatte samme lønstigninger som privatansatte. Ordningen har gennem årene været en fordel for de 800.000 offentligt ansatte, fordi den garanterer dem mod at sakke bagud i forhold til de private lønninger. »Jeg har hele tiden været kritisk over for reguleringsordningen. På den ene side giver den et sikkerhedsnet for mine medlemmer, men den lægger også en øvre grænse for, hvad vi kan stige i løn«, siger FOA’s formand, Dennis Kristensen, der repræsenter næsten hver fjerde offentligt ansatte. Ordningen forhindrer nemlig de offentligt ansatte i at stige mere end de privatansatte, fordi princippet er, at det private arbejdsmarked skal være lønførende. Afmatning i samfundsøkonomien »Problemet er, at ordningen så at sige fastfryser billedet. Den forskel, der er mellem lavt- og højtlønnede, bliver ved at være den samme. Det samme gælder forskellene mellem kvindefag og mandefag«, siger Dennis Kristensen, der mener, at de månedlange strejker i foråret har åbenbaret det uhensigtsmæssige ved reguleringsordningen. Forårets forhandlinger om nye overenskomster gav offentligt ansatte historisk høje lønstigninger på 12,8 procent, og FOA, Sundhedskartellet og pædagogerne fik endda lidt mere efter langvarige strejker.

Men den begyndende afmatning i samfundsøkonomien kan bremse lønstigningerne i det private erhvervsliv, og så vil reguleringsordningen få de offentlige lønninger til at følge med ned. »Det kan egentlig være ligegyldigt, om de offentligt ansatte får 12, 15 eller 18 procent over de næste tre år. I det lange løb sikrer ordningen en stort set fuldstændig parallel udvikling mellem det private og det offentlige«, siger professor Jesper Due fra Københavns Universitet. Kommer aldrig tilbage igen I morgen bliver resultatet af Sundhedskartellets og BUPL-pædagogernes afstemning offentliggjort. Og den almindelige forventning er, at begge grupper stemmer ja. Herefter er det tid at se frem mod næste overenskomstforhandling i 2011. HK kan godt forstå timingen for et »opgør« mod reguleringsordningen. »Jeg har ikke noget imod at diskutere ordningen, men det har været et hovedkrav for vores tillidsrepræsentanter, at den skal bevares. Den har gennem et par årtier været en god tryghed«, siger formand Bodil Otto, HK/Kommunal, der repræsenterer 70.000 kommunalt ansatte. »Det er lidt op og ned, hvor meget vi har haft brug for reguleringsordningen, men bliver den først afskaffet, så får vi svært ved at få den tilbage«, fortsætter hun. Også hovedorganisationen FTF – der repræsenterer skolelærere, sygeplejersker og pædagoger – advarer om, at ordningen aldrig kommer tilbage, hvis den først bliver afskaffet. »Man skal ikke spille hasard med den ordning. Det er en sikring, og før man smider den ud med badevandet, så skal man se meget grundigt på, hvilken værdi den har«, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey, der opfordrer til at se på ordningen i et større perspektiv i stedet for at reagere overilet på baggrund af en enkelt overenskomstforhandling. Skeptiske arbejdsgivere Også arbejdsgiverne er skeptiske. »Det er meget kortsigtet at tro, at man kan lade de offentlige lønninger stige eksplosivt uden hensyn til det private arbejdsmarked. Det vil bare forværre økonomien«, siger chefforhandler for Kommunernes Landsforening, Mads Lebech (K), borgmester på Frederiksberg. Skal ordningen afskaffes, vil han i stedet have et mere individuelt lønsystem. »Man kan ikke opfinde ordninger, som skal være et gode for en, når det går godt, men ikke gælde, når det går den anden vej«, siger han. Forsker: Det kan blive farligt for fagbevægelsen Et farvel til reguleringsordningen kan vise sig farligt for fagbevægelsen, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet: »Det vil blive mødt med et krav om mere individuel og lokalt aftalt løn, så der bliver forskel i lønstigningerne fra gruppe til gruppe og inden for samme organisation, hvor nogle offentligt ansatte vil blive efterladt tilbage på perronen. Spørgsmålet er, om fagbevægelsen kan blive enig om det«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her