Hvornår kommer næste runde? Frustrationen er stor på fabriksgulvet i Nordborg efter tredje fyringsbølge på hydraulikfabrikken Sauer-Danfoss. I alt har 800 mistet jobbet siden oktober. »Vi troede, at vi havde nået bunden ved runden i januar«, siger fællestillidsmand Orla Ørsted Petersen. Der er simpelthen ikke så stor efterspørgsel på hydraulik til traktorer, bulldozer og gravkøer, som bare sidste sommer. »Kunderne annullerer ordrer. De tilpasninger, som vi har foretaget siden oktober, har ikke været nok. Jeg tror og håber, vi har nået bunden. Vi forventer, at efterspørgslen bliver på nuværende niveau ind i 2010«, siger administrerende direktør Henrik Krabsen, Sauer-Danfoss, der indtil for nylig havde cirka 2.700 ansatte i Danmark, men efter fyringerne er nede på godt 1.300. »Jeg har i mine 25 år i branchen aldrig oplevet en så brat nedtur«, siger Krabsen. Især de ufaglærte mister jobbet Sauer-Danfoss er en af tre store virksomheder på Als. De andre – Danfoss og Linak – har også fyret i flere omgange. Det er navnlig de ufaglærte, som mister jobbet, og hele familier bliver ramt. »Der bliver gjort alt for at undgå, at begge ægtefæller mister jobbet, men det har ikke kunnet undgås«, siger tillidsmand Orla Ørsted Petersen. I sommer var der 18 arbejdsløse i 3F’s a-kasse på Als; nu er tallet op på 220. »Og der kommer 100 nye hver den første. Det er nærmest umuligt at finde arbejde. En ny Bilka og et nyt havecenter har ansat et halvt hundrede. Det offentlige kan også tage nogle«, siger formand Marita Geinitz, 3F Als. På Sauer-Danfoss er 300-400 – fyrede og ansatte – på skolebænken hver uge. De lærer eksempelvis dansk og matematik. »Uddannelse er eneste mulighed for mange. Fremover bliver der ikke behov for så mange ufaglærte«, siger Geinitz. Frygten breder sig Der er hver dag siden nytår varslet 173 fyringer, viser Politiken Researchs gennemgang af aviser og websider.
Endnu ligger arbejdsløsheden ifølge Danmarks Statistik på 2,3 procent eller godt 64.000, men en ny undersøgelse fra Radius Kommunikation fortæller, at hver femte dansker – en halv million lønmodtagere – frygter en fyreseddel.





























