Gråden overmandede LO’s tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger i Københavns Byret, da hun skulle fortælle om LO’s sekretariatschef, Finn Larsens, afvisning af, at hun havde krav på en pension på 2/3 af sin næstformandsløn.
Den tidligere næstformand kræver nu mellem 6 og 8 millioner kroner af LO. »Finn Larsen tilbød mig 1 million kroner i hånden her og nu, så kunne jeg sætte pengene ind på en pensionsordning. Men så skulle sagen også være fuldt og endeligt afgjort«, huskede Tine Aurvig-Huggenberger i retten i går og fortsatte: »Det ville jeg ikke. Jeg ville bare have det tilsagn, som jeg havde. Hvordan tror du, at det ville se ud på forsiden af Ekstra Bladet, siger Finn Larsen så«. Gråd udløste pause Hun forlader rasende mødet med Finn Larsen og administrationschef Knud Martens, som finder sted, efter at hun i oktober 2007 har tabt formandsvalget i LO til Harald Børsting med blot 17 stemmer.




























