Stearinlysene kæmper mod vintermørket. Ulla Pfeiffer Skovgaard har tændt de mange lys i hjemmet i Skovlunde. Hun har været på efterløn siden august sidste år efter 36 år på Hedegårdsskolen i Ballerup. »Jeg har det meget bedre, efter jeg gik på efterløn. Min livskvalitet er steget. Jeg sover bedre om natten, der er ikke så mange spekulationer«, siger den 62-årige lærer, der nu lever af en kombination af efterløn og tjenestemandspension.
Tiden går med at læse bøger på engelsk og være aktiv i den dansk-brasilianske venskabsforening, dyrke motion og ikke mindst passe de tre børnebørn. »Min datter og søn ville have svært ved at få arbejde og familieliv til at gå op, hvis jeg ikke kunne hjælpe til«, siger Ulla Pfeiffer Skovgaard.






























