Antallet af langtidsledige stiger markant, selv om tal fra Danmarks Statistik viser, at der er blevet lidt færre arbejdsløse i forårsmånederne. I 2009 var der 16.000 langtidsledige, hvilket svarede til 9 procent af de arbejdsløse, men på blot et år er antallet af langtidsledige steget til 20 procent af de arbejdsløse – nemlig 41.600 langtidsledige.
»Det er meget bekymrende, at den langvarige arbejdsløshed stiger med raketfart. Langtidsledigheden er bombet 12 år tilbage, så vi er på vej til 1990’ernes niveau for langtidsarbejdsløshed. De arbejdsløse hænger simpelthen længere fast i ledigheden nu«, siger arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag beregningerne. Intet indhug i ledigheden Der er i øjeblikket 162.400 arbejdsløse, når de aktiverede tælles med, hvilket svarer til, at 5,9 procent af arbejdsstyrken står uden job. Der er tale om et beskedent fald i forhold til december sidste år, da arbejdsløsheden toppede på 166.300 eller 6,1 procent, når der er taget højde for sæsonudsving. »Vi er inde i et forløb, hvor der ikke rigtig for alvor bliver gjort indhug i arbejdsløsheden. Der bliver ikke skabt arbejdspladser, så vores beregninger viser, at langtidsledigheden i 2011 kan stige til 2 procent af arbejdsstyrken eller 25 procent af de arbejdsløse«, siger Erik Bjørsted.




























