Skattemyndigheder fra 46 lande samles til hastemøde

Lyt til artiklen

De vestlige lande styrker indsatsen mod brugen af skattely, hvor personer og virksomheder gemmer deres penge af vejen for at undgå skattebetaling i deres eget land.

På onsdag vil embedsmænd fra hele verden således mødes til et møde i Paris, som de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD har hasteindkaldt til. Mødet afholdes som en direkte konsekvens af afsløringen af Panama Papers - 11,5 millioner dokumenter fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, som i samarbejde med europæiske banker har hjulpet forretningsfolk, politiske ledere og sportsfolk med at etablere selskaber i Panama.

»Mødet i OECD vil give skattemyndighederne den første mulighed for at agere på den betydelige mængde information, der er afsløret ved udgivelsen af Panama Papers«, skriver OECD.

Finanstilsynet vil til bunds i Panama-sagen

Fra dansk side deltager en delegation fra Skat anført af Indsats-direktør Jim Sørensen, der ser frem til mødet.

»Ulovlig brug af skattely er et grænseoverskridende problem, som kun kan løses i fællesskab gennem internationalt samarbejde. Mødet i Paris er en god mulighed for at diskutere, hvordan Skat kan bidrage til den internationale indsats mod skatteunddragelse«, siger Jim Sørensen i en udtalelse.

I mødet i Paris deltager de lande, der deltager i et netværk, som udveksler informationer og samarbejder om at bekæmpe skattely. Netværket blev oprindeligt etableret i 2004, og det blev udvidet i 2014, så det i dag omfatter 46 skattemyndigheder.

Internationalt register

I Tyskland præsenterede finansminister Wolfgang Schäuble i weekenden flere tiltag mod skattely. På tysk tv talte finansministeren blandt andet om, at der bør oprettes et internationalt register over alle selskaber, som kunne gøre det muligt at finde de selskaber, som gemmer sig i skattely.

Det er meget vanskeligt for skattemyndighederne at opgøre, hvor store beløb, de offentlige kasser går glip af, fordi personer og virksomheder anbringer deres penge i skattely.

I en rapport om Skats kontrolaktiviteter i 2016 anslås det, at danske borgere har anbragt formuer på mellem 100 og 150 milliarder kroner i skattelylande.

Skat overså gigantisk skattely-lækage - igen

Det er dog tal, der er stor usikkerhed om, og de bygger alene på en rapport fra den 29-årige franske økonom Gabriel Zucman, der er ansat som forsker ved University of California i Berkeley.

Det næste spørgsmål er så, i hvilket omfang, der skulle være betalt skat af disse penge, og det har Skat »endnu ikke estimeret«, fremgår det af rapporten.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har indkaldt skatterådgiverbranchen til møde på fredag, hvor han efter planen også skal mødes med de større danske banker. Formålet med mødet er at få revisorer og banker til at påtage sig et ansvar for, at deres kunder ikke anbringer deres formue eller indkomster i skattely.

[tv]

Hans Drachmann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her