Det statslige norske teleselskab, Telenor, ønsker at styrke sin position i Norden, og derfor fører vi uforpligtende samtaler med TDCs - det tidligere Tele Danmark- hovedaktionær, SBC Communications, oplyser det norske teleselskab. Telenors pressetalsmand, Dag Melgaard, ville onsdag ikke fortælle, hvad det norske teleselskab taler med SBC Communications om. Flere spekulationer gik i løbet af dagen i retning af, at Telenor vil overtage TDC, og at det drejer sig om opkøb af det amerikanske selskabs aktier i det danske teleselskab. Telenors koncernchef, Tormod Hermansen, ville ikke give kommentarer til pressen onsdag, og ifølge pressechefen vil han heller ikke sige noget torsdag. Dag Melgaard sagde, at det gennem længere tid har været kendt på markedet, at SBC overvejer at skille sig af med sine aktier. Om de uformelle samtaler mellem SBC og Telenor sagde pressechefen, at der ikke er nogen tidsramme for, hvornår de skal være afsluttet. Han blev af det norske nyhedsbureau NTB spurgt, om det overvejes at udstede nye aktier i Telenor som betalingsmiddel til amerikanerne. »Et sådant spørgsmål kan ikke besvares på nogen måde i dag. Vi er ikke på det niveau i samtalerne, og spørgsmålet om udstedelse af nye aktier hører til i en eventuel fremtidig forhandling«, sagde pressechefen. I København sagde medarbejderrepræsentanten i TDCs bestyrelse, Bo Stenør Larsen, til nyhedsbureauet Reuters, at han tvivler på, om forhandlingerne er nået særligt langt, og at han i givet fald ville være blevet orienteret, hvis der var foregået seriøse forhandlinger. Ifølge avisen Verdens Gang har samtalerne mellem Telenor og SBC dog været i gang i flere måneder. Hvis Telenor og Tele Danmark bliver slået sammen i ét selskab, vil det være en stor trussel mod den svenske tele-kæmpe Telia, der også længe har annonceret planer om at styrke sin position i Norden. I 1999 var Telenor og Telia en hårsbredde fra at fusionere, men hele projektet druknede ganske uskønt under gensidige beskyldninger om norsk nationalisme og svensk arrogance. Højdepunktet blev nået, da den svenske erhvervsminister, Björn Rosengren, omtalte Norge som "den sidste sovjetstat". Et opkøb af TDC regnes dog næppe for sandsynlig med mindre Telenor sælger sin aktiepost på 53,5 procent i den næststørste danske mobiloperatør, Sonofon. Telenor betalte omkring 15 milliarder kroner for aktieposten i Sonofon i august i fjor, og med den aktiepost i bagagen er det yderst tvivlsomt, om Telestyrelsen vil godkende et opkøn af TDC, så længe Telenor sidder på Sonofon. TDCs ledelse har indtil videre ingen kommentarer.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview