Aktuelt meldt til politiet

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Omkring 22.000 Aktuelt-læsere blev til Politiken-læsere med et slag, da Dagbladet Aktuelt lukkede, og bladets kunderegister overgik til Politiken. Men den øvelse er ikke lovlig, mener Datatilsynets direktør Henrik Waaben. Derfor har Datatilsynet anmeldt Aktuelt til politiet. »Der er tale om en klar overtrædelse af persondataloven. Sagen har et sådant omfang, at vi ikke synes, det skulle passere upåtalt. Og vi har ikke fra Aktuelts side modtaget en beklagelse af, at man har trådt ved siden af som gjorde, at vi kunne sige: Vi kan alle sammen tage fejl«, siger Henrik Waaben. A-pressens administrerende direktør, Bjarne Salomonsen, er overrasket over, at Datatilsynet har politianmeldt Aktuelt: »Det er en lille paragraf, de mener, at vi overtræder«, siger han. Paragraf 36 i persondataloven taler om virksomheder, der videregiver oplysninger til en anden virksomhed med henblik på markedsføring. Men det var ikke markedsføring, det handlede om, da Bjarne Salomonsen overførte data til Politiken, forklarer han: »Jeg stod i en lidt desperat situation med 22.000 abonnenter, der ikke længere fik avis, og Politiken lovede mig at hjælpe med det administrative. Selvfølgelig er aftalen også, at Politiken skal kunne bruge data i markedsføring, men det er ikke engang startet endnu, og så er vi langt ud over de 14 dages grænse«, siger han. De 14 dage er den tid, forbrugeren ifølge loven skal have til at gøre indsigelse mod, at oplysninger videregives til en anden virksomhed. Aftale i gråzone Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden afviser også, at der skulle være et problem: »A-pressen har sørget for, at deres abonnenter fortsat fik en morgenavis - med fuld mulighed for at sig nej når som helst og få pengene retur. Jeg kan ikke forstå, at det skulle være en overtrædelse af loven«. Ifølge Tøger Seidenfaden var der ikke tid til at spørge jurister til råds, før aftalen om Aktuelts læsere blev indgået. Først efterfølgende har jurister vurderet aftalen: »Det er en gråzone, og derfor kan man godt forstå, at Datatilsynet interesserer sig for det. Men alternativet til det tilbud, A-pressen kom med til Aktuelts læsere, var, at de slet ikke fik nogen avis«. Politianmeldelsen er den første af sin slags, efter at den nye lov blev vedtaget sidste år, og Tøger Seidenfaden og Bjarne Salomonsen mener begge, at Datatilsynet er er gået så langt for at afprøve loven ved domstolene. Henrik Waaben siger, at det ikke har noget med sagen at gøre, men tilføjer dog: »Selvfølgelig er det vigtigt for os at få fastslået, om det er lovligt af hensyn til fremtidige tilfælde«. Af de omkring 22.000 tidligere Aktuelt-læsere har et par tusinde sagt nej tak til at modtage Politiken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her