Politiken søndag: Danske virksomheder bliver nu tilbudt kurser i, hvordan de skal håndtere en uanmeldt ransagning fra konkurrencemyndighederne, der typisk finder sted efter mistanke om ulovlige prisaftaler. Det sker, samtidig med at politikerne med erhvervsminister Ole Stavad (S) i spidsen døjer med at finde effektive metoder til at afsløre de ulovlige prisaftaler i erhvervslivet, som de store olieselskaber i øjeblikket er under kraftig mistanke for. Det er Teknologisk Institut, som sorterer under Erhvervsfremme Styrelsen, der til efteråret under overskriften 'Vær beredt' afvikler et seminar om konkurrenceloven, hvor virksomhederne bliver forberedt på en eventuel ransagning af Konkurrencestyrelsen - et såkaldt dawnraid (angreb ved daggry, red.). Et dawnraid skal ved hjælp af sit overraskelsesmoment skaffe bevismateriale til brug for en mulig straffesag ved eksempelvis at beslaglægge dokumenter, disketter og computere. Konkurrencestyrelsens direktør, Finn Lauritzen, er målløs over initiativet fra Teknologisk Institut. »Da jeg opdagede det her, tænkte jeg, det var lige godt pokkers. Det er på kanten af det moralske og svarer lidt til, at en anden offentlig myndighed arrangerede et kursus i, hvordan man opfører sig til et torskegilde hos skattevæsenet«, siger Finn Lauritzen. Lego-direktør hyret Teknologisk Institut har blandt andet hyret Legos juridiske direktør, Poul Hartvig Nielsen, til at rådgive virksomhedslederne. »Mit foredrag drejer sig om, hvordan virksomheder bør opføre sig, hvis de bliver udsat for en ransagning. Jeg vil sige noget om, hvad konkurrencemyndighederne kan gøre, og hvad de ikke har ret til at gøre i henhold til loven. For der er selvfølgelig nogle grænser for hvor langt, de kan gå. For eksempel kan styrelsen ikke tage dokumenter, som er korrespondance mellem en virksomhed og dens advokat vedrørende et konkurrenceretligt spørgsmål«, siger Poul Hartvig Nielsen. Finn Lauritzen replicerer: »Hvis du har tænkt dig at overholde konkurrenceloven, så er der ikke nogen grund til at bekymre sig om at få besøg«, siger Finn Lauritzen, der dog selv har en af sine medarbejdere tilmeldt som foredragsholder ved kurset. Konkurrencestyrelsens kritik preller af på direktør Lars Ole Kornum fra Teknologisk Institut, som hvert år modtager cirka 100 millioner kroner i offentlig støtte fra Erhvervsministeriet. »At vi har inviteret en Lego-direktør til at fortælle om, hvordan man håndterer et besøg fra konkurrencemyndighederne, synes jeg, lyder meget seriøst. Jeg ser ikke noget odiøst i det overhovedet«, siger Lars Ole Kornum. Få dage efter forslag Sagen kommer få dage efter, at erhvervsminister Ole Stavad (S) gik offensivt til værks med en række forslag, der skulle bekæmpe virksomheder med ulovlige kartelaftaler. Efter at være blevet gjort bekendt med Teknologisk Instituts seminar vil Ole Stavad nu bede om en redegørelse. »Jeg føler mig fuldstændig dækket af det, som Finn Lauritzen i Konkurrencestyrelsen udtaler. Jeg vil nu undersøge, hvad baggrunden for det her kursus er«, siger erhvervsminister Ole Stavad. Professor ved Aalborg Universitet og ekspert i offentlig ret Claus Haagen Jensen støtter udlægningen fra Teknologisk Institut. »Der er ikke noget galt i at undervise folk i deres rettigheder, så længe de ikke ligefrem opfordrer til ulovligheder«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























