En svenskproduceret elskovsdrik med navnet Niagara har fået en hed modtagelse på det amerikanske marked. Den blå drik - hvis navn minder påfaldende meget om navnet på det potensstimulerende lægemiddel Viagra - produceres af det børsnoterede svenske selskab Magic House, og succesen har ifølge Levnedsmiddelbladet været overvældende. Kærlighedstørstende amerikanere kaster sig over Niagara-flaskerne, der sælges i blå flasker med røde kaniner udenpå og med løfter om, at drikken fremmer sexlivet. Det har også bidraget til drikkens succes, at Niagara produceres i Sverige, som mange amerikanere af uransagelige årsager forbinder med seksuel frigjorthed. Den amerikanske distributør af Niagara har desuden slået på, at hendes virksomhed ligger i Little Rock i Arkansas, der også var hjemby for USAs tidligere præsident Bill Clinton, hvis udenomsægteskabelige erotiske eskapader var hot stof i årevis. Distributøren regner med at sælge 2,4 mio. flasker Niagara i år.
Succes for svensk elskovsdrik
Lyt til artiklen