Jane Fonda på barrikaderne for kvinden

Lyt til artiklen

Vil vi ændre verden, er det de unge pigers muligheder i livet, vi må forbedre. For de er fremtiden. Hvis vi uddanner dem, underviser dem i sexualundervisning og oplyser dem om deres rettigheder, vil det have indflydelse på resten af verden, fordi pigerne vil kunne påvirke deres familier. Enorme ressourcer tabes, fordi unge piger over hele verden ikke tillægges nogen værdi. Det slog filmstjernen og fitnessguruen Jane Fonda fast fra talerstolen i Bella Centret onsdag, hvor hun talte til cirka 3500 sygeplejersker fra 124 lande. Arrangementet var et led i Det Internationale Sygeplejeråds verdenskongres, der i disse dage afholdes i København. Adgang til abort Jane Fonda forklarede sin interesse i unge pigers velfærd med det faktum, at hun selv har været ung og selv har døtre. »Piger skal have at vide, at de selv er herre over deres eget liv, herunder også deres kroppe. Det er på tide at slå den kliche ihjel, at man ved at tale om sex opfordrer til sex«, sagde hun og understregede: At være herre over sin egen krop indebærer også adgang til abort. Her lånte Jane Fonda et citat fra expræsident Bill Clinton om, at abort skal være sikkert, lovligt og sjældent. Jane Fonda mener, at modstandere af abort ikke bekymrer sig om barnet, men at det er et spørgsmål om magt. En magt der skal vristes ud af hænderne på lovgiverne og lægges hos pigerne selv. Nigeria-dokumentar På kongressen viste hun en dokumentarfilm, hun selv har researchet, om tre projekter i Nigeria, der arbejder succesfuldt med at reducere antallet af uønskede graviditeter og aborter blandt teenagepiger. Problemerne i udviklingslandene er ikke særligt forskellige fra dem, vi oplever i vores del af verden, understregede Jane Fonda, der mener, at erfaringerne fra Nigeria kan bruges over hele verden. Sexuelle overgreb, tvangsægteskaber, vold og ulovlige aborter er ikke betinget af, hvilket land man lever i, men mere hvilken klasse man kommer fra, påpegede Jane Fonda, der i sit lange aktivistarbejde har set de samme problemer over hele verden. Jane Fonda havde sagt ja til at tale på kongressen, fordi hun gerne vil bruge sit navn til at rette opmærksomheden hen på sygeplejerskerne. Efter hendes mening har de et af de vigtigste job, men er underbetalte, overbebyrdet og lident anerkendt. Dette budskab vakte stor jubel og taktfaste klapsalver fra de mange fremmødte i salen. »I arbejdet med de unge piger er sygeplejersker og jordemødres arbejde utroligt vigtigt. Både fordi I yder professionelt sundhedsarbejde, men også fordi I gennem den personlige kontakt kan give pigerne vigtige informationer om krop, graviditet og sundhed. Informationer de ellers ikke ville få«, sagde hun til den tætpakkede sal. Feminist Jane Fonda har aldrig lagt skjul på, at hun er feminist, og under talen foreslog hun, at sygeplejerskerne skal slå pjalterne sammen med kvindebevægelserne for at stå stærkere. Det fik en mand fra salen til at spørge, om man ikke skal passe på at skræmme mændene væk fra sygeplejerhveret. Men Jane Fonda forklarede, at hun med feminisme ikke mente anti-mænd, men en humanistisk og medfølende indstilling til verden. »En god mandlig sygeplejer er i mine øjne en god feminist«, sagde hun med et smil. Efter cirka fire timer i landet fløj den 63-årige aktivist tilbage til USA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her