Telia eneste mulige partner for TDC

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Det svenske teleselskab Telia er den mest logiske partner for TDC (tidligere Tele Danmark), mener TDCs koncernchef Henning Dyremose. For første gang siden forårets massive spekulationer om TDC i en stor nordisk telefusion kommer han her med sin vurdering af TDCs mulige partnere i en nordisk telefusion. Henning Dyremose understreger, at der ikke er konkrete planer om fusion, men i hans øjne vil Telia være den mest oplagte fusionspartner for TDC, når han spejder ud over det nordiske landskab. Her er flest gevinster ved en fusion, fordi de to selskaber passer bedst til hinanden, hvis man holder de mulige nordiske fusionspartnere op mod hinanden. »Der kunne være masse industriel logik i at sammenlægge nordiske selskaber, men der bliver mindre og mindre af det, jo mere vi investerer i hinandens lande«, siger Henning Dyremose. Han er ikke fristet af tanken om at blive det største teleselskab i Norden, men afviser ikke fordelene ved en nordisk fusion. »Telias investering i Danmark er ikke så overvældende. Og Telia ville have den fordel, at de kunne lukke en underskudsgivende forretning i Danmark«, siger Henning Dyremose. Han mener ikke, at fusioner med norske Telenor eller finske Sonera er interessante. Telenor har investeret så massive norske kroner i Danmark, at en fusion ikke giver mening. »Først købte Telenor den ene halvdel af Sonofon til en meget høj pris, som de så måtte skrive halvdelen af på cirka et år efter, fordi de købte på et tidspunkt, hvor det var meget dyrt. Og nu satser de på at investere i at få en UMTS-licens i Danmark (den nye generation mobiltelefoni, red.), jamen så bliver der mindre og mindre synergi mellem Telenor og os«, siger Henning Dyremose og fortsætter: » Hvis vi skulle lave en fusion på et senere tidspunkt, jamen så tror jeg ikke, at myndighederne vil tillade det samme selskab at drive både TDC Mobil og Sonofon, fordi så ville det få en markedsandel i størrelsesordenen 80 procent«, siger Henning Dyremose. Ud fra samme logik mener han heller ikke, at der er meget ræson i at lægge Telenor og Telia sammen på tværs af grænserne, fordi Telia har købt kontrollen over det norske mobilselskab Netcom for mere end 22 milliarder svenske kroner tilbage i juni 2000. Lige inden de massive kursfald på teleselskaberne verden over. Men hvad så med det finske teleselskab Sonera, der også var fremme i forårets spekulationer? »Sonera er i øjeblikket så gældsat, at det i øjeblikket er uinteressant«, fastslår Henning Dyremose, der opfatter TDC som godt placeret i det nordiske kapløb. »Vi har i fra 1998 til 2000 haft en bedre resultatudvikling end de tre andre selskaber i Norden, og det er min definition af at vinde«, siger Henning Dyremose. Han afviser også tanken om, at TDC skulle blive købt op af et andet telefonselskab. »Det kan man aldrig vide. Men man kan sige det på den måde, at hvis der var nogen, der skulle opkøbe os lige nu, så skulle det være et selskab af typen Deutsche Telekom for at have en størrelse, der kunne magte det. Men det er jo ikke relevant, fordi de har jo simpelthen gældsat sig sådan, at de ikke kan opkøbe noget«, siger Henning Dyremose. Han mener, at mange af de helt store europæiske selskaber har investeret så massive milliarder i nye telelicenser og opkøb, at de ikke har økonomisk handlefrihed til et TDC- opkøb. »Så hvis man skal snakke om noget, hvor vi har anden ejerskabsstruktur, så er det noget med fusioner på tværs af landegrænser«, siger Henning Dyremose.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her