Flyselskaber fyrer titusinder

Lyt til artiklen

Det amerikanske luftfartsselskab United Airlines meddeler, at det vil afskedige 20.000 medarbejdere på grund af terrorangrebene den 11. september. Den tyske luftfartsselskab Lufthansa meddeler, at det udsætter ordren på 15 Airbus A380-superjumbo- og fire Boeing 747-700-fly. Fra hele luftfartsindustrien strømmer det ind med meddelelser om titusinder af afskedigelser oven på katastroferne i New York og Washington. I nogle tilfælde er der dog tale om afskedigelser, der var kommet alligevel, fordi virksomhederne i forvejen var i vanskeligheder, men katastroferne har føjet mange tusinde fyringer til. SAS er en af de få undtagelser. SAS ser tiden an »Vi venter indtil videre og ser tiden an«, siger informationschef Troels Rasmussen. »Indtil videre har vi ingen planer om at afskedige folk«. Til gengæld ligger det allerede nu klart, at SAS ikke vil kunne realisere planen om at købe fly for 30 mia. kr., få 50 procent flere passagerer og ansætte 5.000 flere medarbejdere inden for fire år. Direktør Jørgen Lindegaard har meddelt, at de nye fly fra Airbus vil komme i en langsommere takt end oprindeligt planlagt, fordi stigningen i flytrafikken ikke er så stor som forventet. Stigningen var allerede aftaget før katastroferne i USA. Boeing i krise Airbus er i øvrigt en anden virksomhed i luftfartsindustrien, der ikke regner med at afskedige ansatte. »Vi leverede 313 fly i fjor og regner fortsat med at levere 330 i år, så der er ikke udsigt til afskedigelser«, sagde en talsmand onsdag. Derimod ser det skidt ud for den store amerikanske konkurrent Boeing. Her oplyser man, at der skal fyres et sted mellem 20.000 og 30.000 personer inden udgangen af næste år. Nedturen var i gang før sidste uges terrorangreb. Efter planen skulle fabrikkerne levere 538 fly i år. Tallet bliver snarere omkring 500, og næste år kommer det måske ned i nærheden af 400 fly, og forventningerne til 2003 er heller ikke opmuntrende. Færre flyafgange Det er situationen heller ikke i de store amerikanske luftfartsselskaber. US Airways har meddelt, at 11.000 vil blive fyret og antallet af flyafgange reduceret med 23 procent oven på terrorangrebene. Continental skærer 12.000 job væk, Delta, Air Canada og American Airlines nedsætter trafikken med 20 procent. Den amerikanske storleverandør af dele til fly Honeywell fyrer 12.000. Før sidste uges terror var tallet 8.000. British Airways skærer yderligere Det førende britiske flyselskab, British Airways, skærer yderligere 5200 arbejdspladser væk, oplyser selskabet torsdag. Tidligere på måneden oplyste selskabet, at det ville skære 1200 stillinger væk som resultat af de svage tider for luftfartsbranchen. I Europa har Lufthansa meddelt, at tre atlantiske ruter er nedlagt, KLM og Iberia oplyser, at sidste uges terror kan betyde, at selskabet får underskud i stedet for overskud, irske Aer Lingus skærer 25 procent af flytrafikken bort, og belgiske Sabena fortæller, at der skal en gennemgribende rekonstruktion til, hvis selskabet skal overleve udgangen af dette år. Sabenas nedtur var dog i fuld gang, før terroren i sidste uge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her