Snyd med pensionsindbetalinger

Lyt til artiklen

Hundredvis af ansatte får ikke den pension, de har krav på. Arbejdsretten afgjorde sidste år godt 250 sager, hvor arbejdsgivere ikke indbetalte pension til de ansatte. Dertil kommer en række sager, der bliver afgjort mellem fagforeningen og arbejdsgiveren uden om retten. Og et ukendt antal, som aldrig opdages. Flere store fagforeninger opfordrer derfor medlemmerne til at tjekke pensionen. »De skal holde øje med, at det er det rigtige beløb, der trækkes, at arbejdsgiveren betaler sin andel, og at pengene kommer videre til et pensionsselskab«, siger Kim Jensen, faglig sekretær i HK Handel. Fagforeningerne bakkes op af Pensionsmarkedsrådet, der holder øje med arbejdsmarkedspensionerne for staten. Her er holdningen, at danskerne skal blive bedre til at tjekke deres pension. Mange penge »Vi gør os mange bestræbelser på at få det rigtige befordringsfradrag på selvangivelsen. Men vi sætter os ikke ind i, om vi får den pension, vi er berettiget til, selv om det er mange penge, det drejer sig om både for samfundet og for den enkelte«, siger Linda Nielsen, der er formand i Pensionsmarkedsrådet. Hun indrømmer, at det kan være svært at gennemskue, hvad man er berettiget til, og hvor det står på lønsedlen. Derfor opdager mange ikke, at pensionen enten mangler eller aldrig kommer videre til pensionsselskabet. Eller om arbjdsgiverens bidrag til pensionen trækkes i den ansattes løn. »Vi opdager det først, når vi ser lønsedlen. Det er for eksempel, når et medlem er afskediget, og vi skal beregne dagpenge«, siger faglig sekretær Kjeld Clausen, Forbundet Træ-Industri-Byg. Problemer med pension, som ikke bliver indbetalt, opstår oftest, når en lønmodtager begynder på en ny arbejdsplads og ikke bliver tilmeldt pensionsselskabet. For er man en gang tilmeldt, vil selskabet skrive, hvis indbetalingerne stopper, og man får også en årlig meddelelse om, hvad der er indbetalt. Sløseri eller økonomi Det er især i små og mindre virksomheder, der er problemer med at indbetale pensionen. »Nogle steder drejer det sig om sløs, mens det andre steder handler om økonomi - det er simpelthen billigere at låne medarbejderens penge«, mener faglig sekretær Aase Dybart fra CO-Industri. Og nogenlunde samme vurdering kommer fra Ruth Nielsen, professor dr.jur. på Handelshøjskolen i København. »Alle ville opdage, hvis de blev snydt for løn. Men det er mindre synligt, at man bliver snydt for pensionen, så det kan virksomhederne slippe igennem med«, siger Ruth Nielsen. I Dansk Arbejdsgiverforening erkender arbejdsretschef Helge Werner, at der er et problem med pensionsindbetalingerne. Men samtidig synes han, at fagforeningerne går for hurtigt videre med sager om manglende pensionsindbetaling. »Mange af sagerne er små, så de burde løses ved, at fagforeningen ringede direkte til virksomheden og løste problemet. Der er en række sager, som ikke er værd at ulejlige Arbejdsretten eller hovedorganisationerne (LO og DA, red.) med«, siger Helge Werner, som mener, at de fleste af sagerne skyldes uvidenhed hos arbejdsgiverne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her