TDC erobrer netmonopol

Lyt til artiklen

TDC offentliggjorde i går et jubelregnskab for årets tredje kvartal. På trods af den massive migræne i alverdens økonomier regner TDC med at få et resultat for hele år 2001 på 750 millioner kroner. TDC's koncernchef, Henning Dyremose, satser på, at blandt andet ADSL skal give TDC et overskud for hele år 2001, der ligger 25 procent højere end hidtil antaget. Men det nye regnskab afslører også, at det tidligere statsmonopol TDC er ved at erobre et nyt monopol - salg af hurtige internetforbindelser (også kaldet bredbånd) til forbrugerne. Fordobler markedsandel TDC har på et år næsten mere end fordoblet sin markedsandel på ADSL-forbindelser, som er det mest udbredte højhastighedsinternet. I dag mener TDC, at det har knap 70 procent af markedet målt i antal kunder. Analytikere som Kenneth Graversen fra den nordiske investeringsbank Enskilda Securities peger på, at TDC i dag totalt dominerer markedet for hurtige internetopkoblinger. Monopol-smørhul Han mener, at TDC i kvartalsregnskabet klart demonstrerer, at koncernen i dag har erobret et monopol på at sælge bredbånd til forbrugerne. »TDC sidder tilbage i et smørhul«, vurderer Kenneth Graversen. En anden analytiker, Torben Rune, fra konsulentvirksomheden Netplan, er mere kontant i sit syn på TDC's regnskab: Fallit for konkurrencen »Den politiske ambition om fuld konkurrence i telesektoren har sammen med Telestyrelsen spillet fallit«, siger Torben Rune. Han mener, at det nu er åbenlyst, at TDC er på vej til at etablere sig som et faktisk monopol til skade for konkurrencen. Hverken det svenskejede Telia Stofa eller Sonofon kan stille op med et alternativt tilbud, der dækker forbrugerne over hele landet. IT- og forskningsminister Birte Weiss henviser til Telestyrelsens direktør, Jørgen Abild Andersen. Han vil dog kun citeres for følgende sætninger: »Reelt er der langt over 100.000 bredbåndskunder i Danmark. Det er mere end en fordobling siden 1. januar. Konkurrencen mellem de forskellige accessteknologier brøler derudad, og inden for ADSL konkurrerer flere udbydere. Det er til gavn for forbrugerne«, siger Jørgen Abild Andersen. Dyr luftvej De borgerlige telepolitikere på Christiansborg vedkender sig ansvaret som samarbejdspartnere med den socialdemokratiske regering. Venstres telepolitiske ordfører, Kristian Jensen understreger, at man nu er nødt til at følge udviklingen på markedet meget nøje. Han mener, at det nu er åbenlyst, at FWA-teknologien har skuffet. Politikerne havde ellers regnet med, at FWA skulle være et konkurrencedygtigt alternativ til TDC's ADSL-teknologi. FWA kan ikke erstatte ASDL FWA giver mulighed for at sende trådløst højhastighedsinternet gennem luften som et alternativ til at sende data hen over TDC's kabelnet nede i jorden. Ved præsentationen af regnskabet i går afviste TDC's koncernchef, Henning Dyremose, blankt, at FWA-teknologien er et økonomisk realistisk alternativ til ADSL-forbindelser. Det er for dyrt et alternativ i forhold til TDC's ADSL-priser. Sonofon i tænkeboks TDC's nærmeste konkurrent Sonofon har foreløbigt givet fortabt med deres FWA-satsning. Sonofons administrerende direktør Ulrik Bülow mener, at TDCs aggressive salgskampagne har givet koncernen et internetmonopol her og nu. »TDC har markedsført ADSL så aggressivt, at de har gjort det svært for os at tjene penge på FWA«, siger Ulrik Bülow. Han fortæller, at Sonofon nu er gået i tænkeboks med sin FWA-strategi, indtil man har fundet et svar på TDC's ADSL-strategi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her