Det er dyrt at sende en fax af sted fra en 7-Eleven-butik i Danmark. Men mandag blev det ekstra dyrt for en 37-årig mand, der fik lagt 60 dages fængsel oven i den normale pris, da han blev fundet skyldig i at have manipuleret med børskurser. Dommen er den hidil hårdeste i en sag om børsmanipulation. Kurser røg i vejret Manden sendte i september sidste år en fax til Dagbladet Børsen og Berlingske Tidende, der fortalte, at det danske firma Neurosearch ville blive opkøbt af et amerikansk firma til en pris, der lå langt over, hvad aktierne egentlig var værd. Dagen efter røg kursen på Neurosearch i vejret, og to dage senere havde manden solgt en del af sine aktier i firmaet. En straf, der kan mærkes Chef for Bagmandspolitiet, Henning Thiesen, er tilfreds med, at manden blev dømt og fik det, Thiesen kalder »en mærkbar, ubetinget fængselsstraf«. Men der hører den pudsige historie med til sagen, at dommeren og domsmændene valgte at tilsidesætte ikke bare den 37-årige mands, men også to vidners forklaringer. Kontaktet af ukendt mand Manden selv fortalte, hvordan han var blevet kontaktet af en ukendt mand i en sort Volvo uden for en 7-Eleven-butik på Gl. Kongevej i København. Manden i bilen havde bedt den 37-årige om at sende en fax for ham, og da den 37-årige alligevel skulle ind i 7-Eleven for at bruge kopimaskinen, gjorde han, hvad manden i bilen bad ham om. Da han kom ud igen, var manden og bilen forsvundet, og den 37-årige smed beskeden i en skraldespand, uden på noget tidspunkt at have kigget på, hvad der stod på den. Derfor kunne han ikke vide, hvad faxen ville sætte gang i, sagde han. Forklaringer tilsidesat I august i år, 11 måneder senere, indrykkede den 37-årige en annonce i Søndagsavisen, hvor han efterlyste vidner til episoden. To meldte sig, og de kunne i går i retten fortælle, hvordan de så en sort Volvo og hørte den dytte og blinke med lygterne ude foran butikken. Ingen af dem så den 37-årige mand, men begge fortalte, at den sorte vogn holdt foran butikken omkring kl. 13 - ca. 20 minutter før det afsendelsestidspunkt, der er angivet på faxen. Der var imidlertid det problem, at det tidspunkt, der står på faxen, ikke er det tidspunkt, faxen er blevet sendt på. En fejl i uret på faxmaskinen gør, at faxen faktisk er blevet sendt en time senere, dvs. kl. 14.20, og ikke kl. 13.20, som man ellers har kunnet se i flere medier. »Og det virker mærkeligt, at en mand, der vil lave børsmanipulation holder ude foran en butik og dytter og blinker med lygterne i halvanden time«, lød det fra anklagemyndigheden. Retten så bort fra vidner Retten valgte på den baggrund at se helt bort fra de to vidners forklaringer. Manden og bilen er aldrig fundet, men forsvaret ankede omgående dommen til landsretten. Det kunne være blevet til mere end 60 dages fængsel for den 37-årige, men dommer og domsmænd, der var enige i afgørelsen, bestemte sig for 60 dage, fordi faxen var uprofessionelt lavet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Fostre får lov at gå til, selv om de godt kunne reddes: »Jeg beskyldte mig selv for, at jeg ikke kunne holde på vores barn«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























