Forsvarer: Lublin skabte et monster

Lyt til artiklen

Den berømte svindlerduo Thorsen & Trads var i virkeligheden et énmands-band med en ærgerrig, men uforløst Rasmus Trads på både guitar, bas og tromme. Det var budskabet, da advokat Ebbe Mogensen fredag leverede et flammende forsvarsskrift for sin klient, Kurt Thorsen, i form af en blændende afsluttende procedure ved PFA-ankesagen i Østre Landsret. Gragende stalin-orgel Selv om Kurt Thorsen havde forstuvet foden i morgenbadet og Ebbe Mogensens stemme bar præg af en kraftig forkølelse, bragede det juridiske stalinorgel lystigt løs, da Ebbe Mogensen fra retsmødets start krævede sin klient frifundet. Østre Landsret skal fælde dom i »en helt anden sag, end Københavns Byret«, lod Ebbe Mogensen forstå. »Rasmus Trads' troværdighed er her i landsretten skadet i en grad, så der er tale om en radikalt anderledes sag. Mit hovedsynspunkt er, at det her er en sag, hvor der skal uddeles nogle fængselsår, men alene til Rasmus Trads og slet ikke til Kurt Thorsen. Helt frem til afsløringen af Rasmus Trads var Thorsen aldeles uvidende om, at der forelå forfalskede dokumenter«, sagde Ebbe Mogensen. Tikkende bombe Kurt Thorsen blev ellers sidste år i Københavns Byret stemplet som sagens reelle hovedmand og derfor idømt seks års fængsel, mod kun fem år til Trads. Ebbe Mogensen påstod imidlertid, at det kun var Trads, der kendte til de forfalskede PFA-garantier til i alt 3,7 mia. kr. - og han stemplede samtidig PFA's tidligere topchef André Lublin som manden, der skubbede Trads ud i den kriminelle løbebane. Trads' store ego kunne simpelthen ikke bære, at den enerådende André Lublin reelt reducerede den administrerende direktør for PFA Byg til 'chefens lille frække tæppetisser'. »André Lublin bandt Rasmus Trads på hænder og fødder, og det er her, at ulykken er sket. Med de snærende bånd skabte Lublin et forretningsmæssigt monster. Rasmus Trads gik rundt som en tikkende bombe, fordi han så gerne ville være noget, der kunne imponere venner, forretningsforbindelser og elskerinden 'C'. På grund af et utilfredsstillet ambitionsniveau, kunne Trads ikke stå for chancen til at opfylde sine drømme«, sagde Ebbe Mogensen. »Nu behøver man jo ikke blive dokumentfalskner, fordi man ikke har fået ambitionerne opfyldt, men for Rasmus Trads var de falske dokumenter et redskab til at få opfyldt sine ambitioner«, tilføjede han. Rod I byretten blev Kurt Thorsen i høj grad dømt, fordi dommerne fandt Rasmus Trads' detaljerede forklaring om de enkelte svindlerier en hel del mere overbevisende, end de ofte nølende og hukommelsessvækkede forklaringer, Kurt Thorsen selv kunne levere. I landsretten er billedet vendt afgørende på hovedet, sagde Ebbe Mogensen. Her har Trads rodet rundt i datoer og tidspunkter, mens Kurt Thorsen - støttet af nye teleoplysninger - har formået at genoplive sin hukommelse. Ebbe Mogensen gennemgik anklagerne mod Thorsen punkt for punkt og forsøgte at pille dem fra hinanden med henvisning til politiets liste over mobiltelefonopkald fra specielt Thorsens rødglødende telefon. Listerne viser, ifølge Ebbe Mogensen, at Thorsen umuligt kan have befundet sig på de steder, Rasmus Trads påstår, han gjorde, da garantierne blev forfalsket. Frifindelse Ebbe Mogensen mente, at telefonoplysningerne og Trads' manglende troværdighed nødvendigvis må føre til, at Kurt Thorsen må frifindes. »Man kan ikke imod Thorsens klare benægtelse dømme ham på Trads' forklaringer, der har slingret og skiftet hele tiden«, sagde Ebbe Mogensen, der ikke undlod at gøre opmærksom på, at anklagemyndigheden ikke har formået at bakke kravet om otte års fængsel til Thorsen op med så meget som skyggen af et egentligt bevis for Thorsens skyld. Efter retsmødet måtte selv Rasmus Trads erkende, at Ebbe Mogensen havde leveret en oratorisk kraftpræstation. »Jeg synes, han gjorde det godt. Med de håbløse forhold, han har, gjorde han det godt, men det er ikke nok til at frifinde Thorsen«, sagde Rasmus Trads. Dommerne i Østre Landsret afsiger muligvis dom allerede i december, men en domsafsigelse i anden uge af januar næste år er nok det bedste bud. Inden da får Thorsens anden forsvarer, Henrik Sanders, lov at lukke og slukke retssagen med sin procedure fredag i næste uge, efterfulgt af et sidste advokatopgør, hvor replik efterfølges af duplik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her