Seks unge bor i dag til leje i et stort halmhus i økosamfundet Dyssekilde i Nordsjælland. Det økologiske hus med lerpudsede vægge blev dyrere end ventet, for her er alt håndværk. Hvordan får man unge til at flytte til et lille landsbysamfund omgivet af flade marker langt fra større byer? Det spørgsmål måtte økosamfundet Dyssekilde for nogle år siden tage op. Gennemsnitsalderen i det økologiske minisamfund, som begyndte sine byggeeksperimenter på 13 hektar jord i Nordsjælland i 1988, var stigende, og småsamfundets karakteristiske hul i aldersspredning var opstået hos dem. Der var ingen unge repræsenteret blandt de ca. 80 voksne og 35 børn. Og der var i øvrigt heller ingen steder i økosamfundet børnene kunne flytte hen, når de blev gamle nok til at flytte hjemmefra - medmindre de selv gik i gang med at bygge, og det var ikke en forventning man valgte at læne sig op ad. Et indlysende sted at begynde var derfor at bygge ungdomsboliger i en kvalitet og med en husleje, som henvender sig til aldersgruppen fra 18-30 år. Og det gik man så i gang med. Økonomisk skulle byggeriet holdes på et plan, hvor det kunne hvile i sig selv, så det ikke blev en løbende udgiftspost på budgettet. Og efter en lang planlægningsproces, hvor især belåningen voldte problemer, er projektet nu mundet ud i et 344 m stort halmhus med seks værelser, hver på 15 m med 10 m hems, badeværelse, en bred opholdsgang og et stort køkken/alrum med hems. Det hele opvarmet via passiv og aktiv solvarme, en masseovn og et biobrændselsfyr. MANGE HÆNDERS VÆRK Huset, som har fået navnet Thors Hammer, er tegnet af tømreren Søren Fritzsche, som også har deltaget i alle de øvrige processer: i planlægningsgruppen, som også bestod af to andre beboere i økosamfundet, Lisbeth Hansen og Christian Liisberg, som bygherre og som håndværker. Søren Fritzsche er glad for huset og stolt af det, kan man mærke, men arbejdet med det fik ham næsten i knæ, og det sidste ryk valgte han at overlade til andre. »Husets form og arbejdsgangen har gjort, at det har taget dobbelt så lang tid at bygge som et almindeligt byggeri. Det er blevet en million dyrere end beregnet, og det er arbejdslønnen, der har slugt det meste. Det hele er håndværk, og meget af det har været sent at lave - vi måtte bl.a. bruge lodsnore på rundtømmeret, og trimningen af halmvæggene, så de stod skrapt i linierne, tog også sin tid«. »Til almindeligt byggeri vil man beregne omkring 11-13 timer per m, her har vi brugt 25 timer per m. Foruden alt det frivillige arbejde, der er lagt i huset af folk, som har deltaget for at lære noget om halmbyggeri, og de unge, som kom fra hele verden på en arbejdslejr, vi holdt i sommer«, fortæller Søren Fritzsche, der har stået for at overskue og styre bygge-processen, hvor omkring 120-130 mennesker har været involveret, nogle i et par dage andre et par måneder. HALM, LER OG SKALLER Det er naturligvis et økologisk hus, og alle tidens nyere økologiske byggemetoder er blevet afprøvet, nu da der var en anledning til det. Væggene er bygget af halmballer, som er spiddet sammen med pilegrene og syet fast på de bærende bjælker med tækkeskruer - skruer med ståltråd på, som er skruet ind i den bærende ramme, hvorefter ståltråden er bundet på de pilegrene, der holder halmballerne sammen. Før lerpudsningen er halmvæggene skåret i plan med en buskrydder med en savklinge monteret på, så de står skarpt og uden buler, når de er færdigpudsede. Huset har samme form som Thors hammer - deraf navnet. Knækket forrest på hammeren er lagt ind i husets langside med de seks værelser og badeværelset, så den lange brede gang, der ligger som en opholdszone foran dem, har fået et knæk på midten, som bryder den op i to dele. Husets kerne består af en masseovn og et biobrændselsfyr. Masseovnen varmer fællesrum og køkkenet op, og oven på den er en varmtvandsbeholder, så husets varme vand kommer fra masseovnen om vinteren og fra solfangeren om sommeren. Biobrændselsfyret står for at opvarme værelserne, gangen og badeværelse via gulvvarme. Under huset ligger et varmelager af sand med et indlagt rørsystem, hvor sommerens varme kan oplagres, både den passive solvarme fra husets sydvendte del med det store glasparti og fra den aktive varmeudnyttelse, som den 30 m store solfanger på taget står for. Fundamentet består, udover en støbt betonfod under væggene og i brusebadet, af muslingeskaller, som også ligger som et drænbælte rundt om huset. To læs à 80 m til 6.000 kr. læsset kom fra Jylland, et helt bjerg som lå og stank en måneds tid, indtil lugten var aftaget. Men billigt og godt. »Jeg var lidt spændt på, om man kunne køre på det med en vibrator«, fortæller Søren. »Det kan man godt, det synker lidt og pakker sig så helt fast, så det ikke er til at rokke. Og det virker som et drænlag under varmelageret, hvis grundvandet skulle stige«. HJEM FOR SEKS UNGE Da huset for et års tid siden stod færdigt, skulle det vise sig, om ideen holdt - om der var nogle unge, der ville flytte ind. Det var der - der bor nu seks unge i huset, i èt af værelserne et nybagt forældrepar med økosamfundets yngste medlem på bare en måned. Huset fungerer som et kollektiv, hvor man skiftes til at lave mad og er fælles om at gøre rent. Huslejen for et værelse er 2.625 kr. om måneden med varme, og derudover betaler alle 1.000 kr. om måneden til en fælles madkonto. Diana Dujardin på 20 år er en af de unge, som bor i huset. I februar i år lagde hun København bag sig og flyttede herop, og hun er faldet godt til. »Det er lærerigt at bo her, det sætter mange tanker i gang. Man lærer meget om økologi og om at leve i kontakt med naturen. Og den gruppe, der er nu, fungerer rigtig godt sammen. Der har været en del udskiftning, blandt andet fordi nogle har svært ved at vænne sig til at bo så langt væk fra byen. Jeg kendte stedet, før jeg flyttede ind og har altid gerne villet bo her og var vild efter at komme til at bo i et halmhus. Og man kan virkelig mærke, at der er et godt indeklima. Jeg synes, det her er fremtidens boform«, siger Diana, som er med i foreningen Nybyggerne, som har fået 1,6 mio. af boligministeriet til at bygge 20 ungdomsboliger i halm og ler ved RUC. Kollektivet (tlf. 47 98 88 18) har i øjeblikket et ledigt værelse. Alders-grænserne er min. 18 år maks. 30 år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























