Livet for allergikere lettes

Lyt til artiklen

Forbrugere med allergi får meget lettere ved at styre uden om madvarer, der giver dem problemer. Nye EU-regler vil kræve, at det udtrykkeligt står på pakken, hvis madvarer indeholder æg, mel, mælk eller syv andre ingredienser, som kan udløse meget store gener for forbrugere, der lider af allergi. Selv de mindste mængder skal deklareres, og det vil gavne de omkring 300.000 mennesker herhjemme, der har fødevareallergi. »Det er kæmpegodt. Det er en meget væsentlig nyhed, for EU's forslag griber netop fat om et af de allerstørste problemer for folk med fødemiddelallergi: de helt almindelige ingredienser. Der har været meget fokus på tilsætningsstoffer, men her taler vi om traditionelle fødeemner som for eksempel mel og mælk, der betragtes som fuldstændig dagligdags, men som altså udløser alvorlige reaktioner hos en masse mennesker«, siger Astma-Allergi Forbundets direktør, Thorkil Kjær. Afhjælper sjusk Han peger på, at de nye mærkningsregler også giver bedre muligheder for at komme efter virksomheder, der sløser med varedeklarationerne. »Reglerne bliver et kraftigt våben mod producenter, som sjusker, for så vil der i givet fald komme erstatningssager. Vi kan så diskutere detaljer i forslaget, for eksempel om det er i orden, at man må bruge flere betegnelser for det samme stof, men direktivet er under alle omstændigheder et meget stort skridt ad den rigtige vej«, siger Thorkil Kjær. Opbakning fra industri Fødevareindustrien er også tilfreds med de nye regler. »Vi bakker fuldt op om allergimærkningen. Men vi mener også, at man af hensyn til retssikkerheden skal fare lempeligt frem, hvis en virksomhed utilsigtet laver fejl med mærkningen«, siger konsulent Poul Melgaard Jensen fra FødevareIndustrien. Han minder om, at det kan blive dyrere for virksomhederne at skulle trykke nye etiketter, så snart der sker små ændringer i varen, og om, at de store mængder information kan virke overvældende på forbrugerne. »Det giver i hvert fald anledning til at overveje, om man skulle nøjes med at skrive de vigtigste oplysninger på selve varen, for eksempel omkring allergirisiko, og så give de andre oplysninger på en anden måde. Man kunne måske forestille sig elektroniske terminaler i butikkerne, hvor forbrugerne kan læse om varernes oprindelse eller om miljøforhold«, siger Poul Melgaard Jensen. Flere opstramninger Det nye direktiv fører også til, at langt flere andre stoffer og ingredienser end de allergifremkaldende skal nævnes i deklarationen. I øjeblikket gælder det, at man ikke behøver at nævne »bestanddele i en sammensat ingrediens«, hvis den udgør mindre end 25 procent af varen. Det vil sige, at cremen i en chokoladekiks for eksempel ikke skal deklareres, hvis den udgør mindre end 25 procent af kiksen. Den regel falder bort. De nye regler har været sendt i høring herhjemme, og både Forbrugerrådet, Danisco, Danske Slagterier, Mejeriforeningen og FDB er også tilfredse med forslaget, der nu skal behandles i Folketinget, inden det skal færdigbehandles i EU. Det skal derefter omsættes til lovgivning i det enkelte lande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her