DSB vil køre til under halv pris

Lyt til artiklen

DSB har tilbudt staten at køre togtrafik på jyske strækninger til under halv pris. Det oplyser administrerende direktør Henrik Hassenkam. Den 17. december bliver det afgjort, hvilket togselskab der vinder strækningerne i Vest- og Midtjylland, der er udbudt i to pakker. Henrik Hassenkam vil ikke sige, præcist hvor meget billigere end i dag, DSB kan køre, men nøjes med at sige »vi er gået længere end 50 procent ned i forhold til i dag«. Uanset om DSB vinder licitationen eller ej, kan udbuddet skabe problemer for DSB. En sejr vil vise, at DSB kan gøre det billigere, og sende et signal til politikerne om, at de kan skære i statstilskuddet (kontraktbetalingen) til DSB. Taber DSB, betyder det, at andre kan gøre det billigere, og det vil opfordre politikerne til at udbyde flere strækninger i licitation. Catch 22-situation Det kan skabe en ond cirkel, hvor store udenlandske konkurrenter indirekte reducerer DSB til et i jernbanesammenhæng lille selskab med uforholdsmæssig store omkostninger. »Det er en Catch 22-situation«, siger Henrik Hassenkam og refererer til den amerikanske film 'Catch 22', hvor enhver af de mulige løsninger er af det onde. »Vi har sagt til politikerne, at det er vigtigt at se tiden an, hvis vi taber. Inden man udbyder flere strækninger, bør man se nøje på kvalitet og regularitet hos vinderen«, siger han. Hassenkam henviser til en svensk jernbaneekspert, der mener, at man skal bruge mindst tre år til at vurdere resultatet af nye entreprenører på jernbanen. Advarer mod generalisering Henrik Hassenkam advarer også mod at drage paralleller mellem det nuværende udbud og DSB's øvrige trafik. »Vores tilbud er skræddersyet til de udbudte strækninger, men vi har jo tidligere tilbudt staten at skære vores kontraktbetaling ned med en milliard i de næste tre år og bruge pengene på at forbedre skinnerne«, siger Henrik Hassenkam. Han mener, at DSB er mere sårbar end konkurrenterne, som på de jyske strækninger er store selskaber som Deutsche Bahn, Connex, Arriva og Serco Rail. »Hvis vi taber for meget, kommer vi under en kritisk masse, og så begynder den negative spiral«, siger Henrik Hassenkam.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her