Forbrugernes bidske vagthund er ikke længere herreløs. I går offentliggjorde Forbrugerrådet, at cand.agro. Rasmus Kjeldahl skal være rådets øverste ansvarlige. Det sker, efter at direktørstolen har været tom i halvandet år. Havde brug for tænkepause »Det er mit håb, at han kan indarbejde det fundament, Forbrugerrådet har opbygget især gennem det seneste år«, siger Forbrugerrådets formand Kirsten Nielsen, der forklarer det lange ansættelsesforløb med, at rådet havde brug for en tænkepause inden en ny direktør kunne udvælges. Da Forbrugerrådet forrige år i august fyrede Benedicte Federspiel som direktør, skete det, efter at hun i en rapport var blevet kritiseret for at være ansvarlig for et iskoldt og psykisk belastende arbejdsmiljø i organisationen. Roen genoprettet Siden da er roen genoprettet, siger Kirsten Nielsen. Og heller ikke den nye direktør mene, han skal overtage en organisation i krise. Tværtimod ser han hele den proces, Forbrugerrådet har været igennem, »som en gave«. »Siden da har der været gennemført et meget systematisk arbejde med kulturen i Forbrugerrådet. Hele det arbejde får jeg nu gavn af«, siger Rasmus Kjeldahl, der til gengæld som noget af det første har tænkt sig at kigge lidt nærmere på Forbrugerrådets brug af ressourcer. Favnet for bredt Den kommende direktør mener, at Forbrugerrådet de senere år har favnet for bredt i forhold til organisationens evner. Og det har resulteret i alt for store sagsmængder, mener han. »Forbrugerrådet er en meget populær organisation og har derfor været nødt til at brede sig over et kæmpe område. Men spørgsmålet er, om vi har ressourcerne til det, eller om vi kan bruge de ressourcer, vi har, noget bedre«, siger Kjeldahl. Ingen revolutioner Derudover har Kjeldahl ikke trang til at gennemføre de store revolutioner i Forbrugerrådets måde at gøre tingene på. Og dog. »Jeg kunne godt tænke mig at trække nogle af Forbrugerrådets mærkesager tydeligere frem. Jeg tror, det er vigtigt, at folk bliver endnu mere bevidste om, hvad det er Forbrugerrådet går rundt og laver. Forbrugerne skal vide på rygraden, hvor de kan gå hen, hvis de har brug for en uafhængig stemme«, siger Rasmus Kjeldahl. Og eftersom hans faglige baggrund har med mad at gøre, tør han også godt love, at fødevareområdet skal have en endnu større betydning i danskernes bevidsthed. »En af de store diskussioner, de danske forbrugere skal igennem handler om, hvilken madkultur vi vil have her i landet. Er det den amerikanske fastfoodkultur med billig mad i metermål eller er det vores egen madkultur med en forbindelse til jorden?«, siger Kjeldahl. Glæder sig til samarbejde Forbrugerrådet er en paraplyorganisation for en lang række ældre-, kvinde- , faglige- og miljøorganisationer samt et par lokale forbrugerforeninger. Det har aldrig været meningen, at den enkelte forbruger skulle melde sig ind, men at forbrugerne i stedet er repræsenteret gennem medlemsorganisationerne. »Der er ingen tvivl om, at Rasmus Kjeldahl har en meget imponerende baggrund. Derfor ser jeg frem til samarbejdet med ham«, siger Jeppe Juul, formanden for Danmarks Aktive Forbrugere der er en af Forbrugerrådets medlemsorganisationer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























