To italienske advokater forsøger i øjeblikket at samle pårørende til ofrene for flykatastrofen i Milano sidste år til et fælles sagsanlæg mod blandt andet SAS. Det skandinaviske luftfartsselskab risikerer at blive inddraget i en erstatningssag til op mod to milliarder kroner. Milanoadvokaterne var i sidste uge i Stockholm, hvor de på SAS-Radision-hoteller i den svenske hovedstad mødtes med omkring 30 familier til pårørerende for at diskutere det juridiske efterspil til ulykken i Linate-lufthavnen sidste år. »Informationsbehovet er så stort, at vi besluttede at rejse til Stockholm og træffe de pårørende«, siger advokat Massimo Audisio til den svenske avis Dagens Industri. Ofre i fælles front I Italien har flere af ofrenes familier gjort fælles sag mod de ansvarlige, som blandt andet er SAS. De to milanoadvokater går ikke kun efter SAS. I øjeblikket er to undersøgelsesdommere fra retten i Milano nemlig ved at undersøge omstændighederne ved ulykken. 18 personer fra blandt andet det italienske luftfartsvæsen Enac og den kommunale Linate-lufthavn risikerer tiltaler, der kan give op til 12 års fængsel. Dommerundersøgelserne omfatter også de to flyveledere, der havde ansvaret på ulykkesdagen. Hos SAS i Stockholm hæfter den øverste flychef, Lars Mydland, sig ved den midlertidige undersøgelse af ulykken, som var færdig i december. »Den rummer ikke nogen kritik af SAS. Piloten havde fået lov til at starte, så skal startbanen være klar. Der er intet, som tyder på, at kaptajnen havde informationer, der gjorde, at han ikke skulle starte«, siger Lars Mydland. Fulgte instruktionen Den italienske advokat erkender, at SAS-piloten fulgte instruktionerne fra flyvelederne. »Det er korrekt, at der er en regel om, at en pilot, der modtager et okay fra kontroltårnet, kan lette flyet, men han kan også vælge ikke at gøre det, hvis han føler, at han ikke har situationen under kontrol for eksempel på grund af dårlig sigtbarhed«, siger Massimo Audisio. Lars Mydland fastholder, at piloten ikke havde informationer, der betød, at han burde være stoppet. »Sigtbarheden var på cirka 225 meter. Ifølge vores sikkerhedsregler skal sigtbarheden være minimum på 150 meter«, siger han. Flyvninger flyttet SAS har valgt at flytte sine flyvninger til Milano til Malpensa, som ligger halvanden times kørsel nord for byen, efter ulykken. Linate ligger under en halv times kørsel fra bycentrum. »Vi ønsker ikke at benytte Linate, før den endelige havarirapport foreligger, og vi har foretaget en ny vurdering af lufthavnen«, siger Lars Mydland. De pårørende har allerede fået udbetalt 25.000 dollar eller godt 200.000 kroner a conto fra SAS. Forsikringssagen, som ikke har noget med erstatningssagen at gøre, er ikke endeligt afgjort endnu.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























