Kritik af bankernes renteoplysninger

Lyt til artiklen

Den danske banksektor lever langtfra op til sine egne smukke ord om at forbedre konkurrencen ved at »give forbrugerne let adgang til information om priser på ind- og udlån«. Sådan lyder det glade budskab ellers på hjemmesiden www.finansnettet.dk, der er drevet af Finansrådet, bankernes forening. Rådet lancerede i efteråret en service på hjemmesiden kaldet 'pengeinstitutternes rentesatser', hvor forbrugerne skulle kunne klikke sig ind og få et hurtigt overblik over de enkelte bankers priser. Men tilmeldingen er helt frivillig - og foreløbig har kun 22 ud af de 180 medlemsbanker gjort deres rentesatser tilgængelige. Skuffende »Det er skuffende, for bankerne har længe lovet at gøre det nemmere at sammenligne priserne. Med så få deltagere er Finansnettet stadig ikke noget seriøst grundlag for en sammenligning«, siger Kåre Emtoft, økonom i Forbrugerrådet. Han tilføjer, at langt de fleste banker i forvejen har en hjemmeside. Kniber med viljen »Det kan ikke være teknikken, der er problemet - det er snarere viljen, det kniber med«, mener Kåre Emtoft. Blandt de 22 pengeinstitutter, der skilter med rentesatserne på Finansnettet, finder man primært storbankerne og netbankerne. Men det brede lag af små og mellemstore pengeinstitutter er nærmest totalt fraværende. 'Har ikke nået det' »Vi har ikke boykottet hjemmesiden eller sådan noget. Vi er bare ikke blevet færdige med vores materiale endnu. Men inden udgangen af denne måned er vi koblet på«, lover Arne Wilhelmsen, vicedirektør i Roskilde Bank. Samme toner lyder fra Odense, hvor Amtssparekassen Fyn har hovedsæde: Problemer med teknikken »Der er nogle problemstillinger med teknikken, men vi er på vej«, siger direktør Poul Balle, der afviser, at banken vægrer sig ved at lægge rentesatserne frem til sammenligning. Det gør Ringkjøbing Bank heller ikke, siger Kaj Damgaard, der er underdirektør i det vestjyske pengeinstitut. »Finansrådet har opfordret til, at vi oplyser rentesatserne på vores egen hjemmeside, og det gør vi. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvorfor vi ikke er med på Finansnettet - det er da ulogisk, når det er vores egen forenings hjemmeside, men det må skyldes en tilfældighed, ikke noget principielt«, påpeger Kaj Damgaard. 60-70 procent skal med I Forbrugerrådet er holdningen, at Finansnettets forsøg på at levere prisservice ikke kan bruges til noget, før omkring 60-70 procent af bankerne bakker op. »Det skal være sådan, at man kan sammenligne et udvalg af pengeinstitutter, bredt fordelt på størrelse og geografisk beliggenhed«, mener Kåre Emtoft fra Forbrugerrådet. Urealistisk hvis gebyrerne ikke er med Han opfordrer også bankerne til at lægge deres gebyrer ud til nærlæsning på Finansnettet - det har Finansrådet hidtil afvist med begrundelsen »for uoverskueligt«. En holdning, der har fået netbanken Skandiabanken - som kun har få gebyrer - til helt at boykotte Finansnettet i protest. »Gebyrerne skal med, hvis kunden skal have et realistisk billede af, hvad et bankskifte indebærer - og det burde være muligt at give et overblik over gebyrerne på i hvert fald grundydelser. Men trægheden tyder på, at bankerne ikke ser nogen interesse i det her«, siger Kåre Emtoft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her