Det ender næppe med en massestrejke blandt 650.000 ansatte i amter og kommuner trods tung raslen med sablerne fra lønmodtagernes organisationer. Efter et historisk møde mandag, hvor parterne på det kommunale arbejdsmarked for første gang mødtes i forligsinstitutionen, sætter forhandlerne sig onsdag atter til bordet. Reelt er de så tæt på hinanden, at enderne vil kunne mødes. Vurderingen kommer fra leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Jørgen Steen Madsen, der henviser til den aftale, som allerede lå, da forhandlingerne på Københavns Rådhus brød sammen 5. februar. Her havde parterne snakket sig til rette om den generelle ramme for en ny treårig overenskomst. »Et forlig er det mest sandsynlige, fordi de er så tæt på hinanden. Det er svært at se, hvad konflikttemaet fra lønmodtagersiden skulle være«, siger han. Strid står om lokal løn Striden har stået om, hvor mange penge der skal øremærkes til lokale lønforhandlinger. Kun 0,7 pct. af den samlede lønsum skiller vandene, og på den baggrund har flere fagforbund i lønmodtagernes forhandlingsfællesskab meldt ud, at de finder det svært at sende deres medlemmer i konflikt. Jørgen Steen Madsen gætter på et mæglingsforslag fra forligskvinde Mette Christensen, der lander omkring 1,8 pct. af den samlede lønsum - midt mellem arbejdsgivernes krav på 2,2 og lønmodtagerkravet på 1,5. Og det vil begge formentlig acceptere, selv om især lærerne og akademikerne pure har afvist at strække sig længere. »Under forligsmandens strenge ledelse kan de tvinges til at give det sidste nøk. Det er jo forligsinstitutionens rolle at være buffer, så parterne kan skyde ansvaret for de sidste indrømmelser over på hende og dermed undgå de værste problemer i baglandet«, siger han. Medlemmernes afgørelse Det store spørgsmål bliver så, hvad medlemmerne siger. Men en faggruppe kan ikke som tidligere set nedstemme forliget, fordi forhandlinger og afstemning denne gang foregår i samlet lønmodtagerflok.