Danskerne har fået vanskeligere ved at få betalt skatten til tiden. Og lommesmerterne er paradoksalt nok størst i de to velhaverkommuner Gentofte og Søllerød i hovedstadsområdet. En ny oversigt over borgernes skatterestancer til kommunerne, som de danske pantefogeder har udarbejdet, viser, at skattegælden til det offentlige voksede med 43 millioner kroner til 5,64 milliarder kroner i 2001. Det er første gang i fire år, at restancerne vokser. Det tyder på, at danskernes private økonomi er strammet til under den økonomiske nedgang. En udvikling, som også kan ses i, at flere 'dårlige betalere' bliver registreret i RKI Kreditinformation samt flere konkurser og tvangsauktioner. Udviklingen har til dels overrasket Gentofte Kommunes inkassochef, Anne- Mari Gotfredsen. »Vi havde ventet en mindre stigning i skatterestancerne, fordi det går lidt dårligere med folks private økonomi. Men jeg vil da godt sige, at vi er blevet overrasket over, at de er vokset så meget i 2001«, siger Anne-Mari Gotfredsen. Hver borger i Gentofte skylder nu kommunekassen ca. 3.600 kroner - 700 kroner mere end sidste år. Samlet løber det op i ca. 250 millioner kroner. Bare 20 procent af Gentoftes skatteskyldnere stod for hele 80 procent af skatterestancerne i 2001. På landsplan er det gennemsnitlige udestående med skattefar 1.050 kroner, mens den er nede på 200-300 kroner per borger i de bedste kommuner. Der er tale om såkaldte levende restancer, det vil sige skattegæld, som har en chance for at blive kradset ind igen. Rige gamblere At netop velhaverne i Gentofte er de største skatteskyldnere, har Anne-Mari Gotfredsen også et bud på. »Godt nok har Gentoftes borgere høje indkomster, men de tager indimellem også nogle store risici, som medfører tab. Der er eksempler på, at folk kan gå fra at tjene et par millioner i et år og stort set at have nul i indtægt året efter«, siger hun. Generelt er tendensen i øvrigt, at jo længere vestpå man kommer i landet, jo mindre skylder borgerne i skat. Formanden for de danske pantefogeder, Jørgen Pedersen fra Århus Kommune, ser stigningen i skattegælden som en bekræftelse på den dagligdag, som møder pantefogederne i landets kommuner. Det strammer til i familierne, selvom han betegner fremgangen i de levende skatterestancer på 43 millioner kroner som forholdsvis behersket. I Århus mærker han især stigende problemer med at betale ejendomsværdiskatten oven på de store stigninger i ejendomspriserne. »Vi sender markant flere rykkere ud til folk, som ikke betaler ejendomsværdiskatten til tiden«, siger Jørgen Pedersen. Antallet af rykkere på ejendomsværdiskatten i Århusområdet er steget fra ca. 1.400 til ca. 2.100 på to år. Boligejere mest sårbare I Danske Bank mener seniorøkonom Steen Bocian, at det netop er boligejerne, som er de mest sårbare i øjeblikket. I det store og hele flugter pantefogedernes opgørelse med den linje, som Danske Banks økonomer ser i danskernes private økonomi. »I takt med at den økonomiske vækst er aftaget, er det naturligt, at presset på privatøkonomien stiger, og pinsepakken trykker nogen lidt hårdere på maven end andre, men uden at udviklingen er dramatisk«, siger Steen Bocian.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























