Afgiftslettelser skal sikre, at grænsehandlen ikke eksploderer fra 2004. Bryggeriforeningen vred over, at afgifterne på øl og sodavand tilsyneladende fastholdes. Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) lægger op til markante prisfald på spiritus og cigaretter for at forhindre, at grænsehandlen eksploderer, når den såkaldte 24-timers regel falder bort 1. januar 2004. Regeringen har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan de endelige afgiftslettelser skal se ud, men alt tyder på, at prisen på en flaske spiritus vil falde 45 kr. allerede fra næste år, mens en pakke med 20 cigaretter bliver fire kroner billigere fra 2004. »Den endelige afgørelse af, hvilke afgifter vi sænker med hvor meget og hvornår, afhænger af den samlede udvikling«, siger Svend Erik Hovmand. Han henviser bl.a. til, at de to forestående valg i Sverige og især i Tyskland kan få betydning for de to landes afgiftspolitik. Staten mister milliard Mens Danmark i en årrække har undladt at hæve afgifterne på en række af de varer, som er særligt følsomme for grænsehandel, har landene omkring os løbende sat deres afgifter op. Det betyder, at det år for år er blevet billigere for Danmark at tilpasse sig til de åbne grænser. Således vurderer Skatteministeriet i en ny rapport, at den nødvendige tilpasning kun vil koste Danmark i omegnen af én milliard kroner, når 24-timers reglen bliver ophævet. For blot ti år siden ville prisen have været den firedobbelte. »I den sammenhæng er skattestoppet ganske effektivt«, siger skatteministeren. Ølhandel falder Regeringen lægger ikke op til, at der skal røres ved de nuværende afgifter på øl, vin og sodavand. Ifølge rapporten fra Skatteministeriet er grænsehandlen med øl faldende, og ministeriet sætter sin lid til, at det vil falde yderligere på grund af ophævelsen af det danske dåseforbud og en eventuel indførelse af pant på dåser i Tyskland. Det fik torsdag Bryggeriforeningen til at fare i flint og tale om løftebrud og fusk med tallene. »Øl er og har altid været bærende for grænsehandlen og er den afgørende årsag til, at så mange danskere kører syd for grænsen og køber ind. Knap tre ud af fire af grænsehandlende har således øl med hjem. At man ved samme lejlighed køber spiritus, som der i rapporten er bemærkelsesværdig meget fokus på, er alene en afledt effekt«, siger foreningens direktør, Niels Hald. Beskedent problem Rapporten fra Skatteministeriet, som er blevet til i samarbejde med Institut for Grænseregionsforskning, afslører i øvrigt, at det meget omtalte grænsehandelsproblem i virkeligheden er ganske beskedent. Ganske vist købte danskere sidste år for 9,5 milliarder kroner varer på den anden side af grænsen. Men samtidig købte tyskere, svenskere og nordmænd for omkring 8,0 milliarder kroner grænsehandelsvarer i Danmark. Det betyder, at grænsehandlen netto udgør så lidt som 0,23 pct. af danskernes samlede privatforbrug. For skatteministeren kan tabet gøres op 2,1 mia. kr. Danskerne sparede således 4,3 mia. kr. i afgifter ved at lægge indkøbet på den anden side af grænsen. Til gengæld smed udlændinge 2,2 mia. kr. i den danske statskasse i form af afgifter. Fjernkøb Rapporten berører også fjernkøb, hvor en vare leveres i udlandet med udenlandsk afgift for derefter at blive fragtet tilbage til Danmark af køberen selv eller af køberens egen vognmand. »Alt tyder på, at fjernkøb er et meget lille problem sammenlignet med grænsehandlen. Ikke desto mindre kan fjernkøb have eller få stor betydning i visse brancher. Derfor vil vi belyse omfanget nærmere i en senere rapport«, bebuder Svend Erik Hovmand.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























