Microsofts Xbox flopper

Lyt til artiklen

Midt i marts måned landede Microsofts spilkonsol Xbox langt om længe i Danmark. Års spændt venten blandt spilentusiaster blev udløst og nybagte ejere meldte sig syge fra arbejde for at teste deres nye legetøj. Men siden er interessen dalet hastigt. Xboxen bliver i dag betragtet, spillet lidt prøvende på - men langt oftest ladt tilbage i butikken, viser en rundringning Politiken har foretaget til stormagasiner, radio- og tv-forhandlere, supermarkeder og specialbutikker landet over. Lever ikke op til forventningerne »Salget af Xbox lever ikke op til heller vore mest realistiske forventninger«, siger Robin Andersen, der er indkøber for boghandlerkæden Bog & Ide. Den konstatering bakkes op hos konkurrenterne i detailhandlen. »Succesen er absolut til at overskue - for nu at sige det på jysk«, som informationschef Poul Guldborg, Dansk Supermarked, formulerer det. Dansk Supermarked sælger Xbox primært gennem Bilka og Føtex, hvor kunderne i alt har taget mindre end 100 Xboxe gennem kasseapparaterne. Flere Playstation »Vi sælger flere Playstation 2-maskiner på en uge, end vi har haft af samlet salg af Xbox'en. Og det på trods af, at Xbox er en nyhed, mens Playstation 2 ikke er det«, fortsætter Guldborg. Samme billede tegner sig i landets Fona-, Electronic World- og Merlin-butikker. Ingen Fona-butik, Politiken har talt med, har solgt mere end ti Xboxe i alt. Og i Merlin opsummerer administrerende direktør Kim Andreasen: »Vi har solgt et mindre antal, end vi umiddelbart havde forestillet os. Og sælger væsentlig flere Playstation 2-konsoller.« Specialbutikker tilfredse Kun i specialbutikkerne for computerspil er tendensen anderledes. Her er der rimelig tilfredshed med salget af Xbox. Game Manager Jens Nielsen fra Betafon i København mener, at det skyldes, at det er i specialbutikkerne, de virkelige fans henter deres isenkram. »Vi har godt fat i de - typisk - fyre, der interesserer sig for spil og den slags, og salget går faktisk bedre, end vi forventede«, siger Jens Nielsen. Produktet godt nok De øvrige detailhandlere peger på to årsager til det skuffende salg af Microsofts konsol. Prisen er høj, og Sonys Playstation-konsol sidder godt og grundigt på markedet. Derimod er der ingen kritik af selve produktet. Teknologisk set er Xboxen i orden, ligesom de foreløbige spiltitler er gode. Det er bare for dyrt at være med. Prisen høj »For unge mennesker betyder det meget, om de skal give 2.500 eller 4.000 kroner for en spilkonsol«, siger Kim Andreasen og peger på, at hvis folk har en Playstation, kan spil og ekstraudstyr til dén bruges i næste model, Playstation 2. Det giver mange købere lyst til at fortsætte med Sonys produkter. Den første Playstation står rundt i cirka en halv million danske hjem, mens et brancheskøn lyder på, at der i dag er solgt cirka 100.000 Playstation 2. Playstation 2 blev lanceret for halvandet år siden og blev støvsuget væk. Microsoft: Vi løber marathon Hos Microsoft var der i modsætning til i detailhandlen ingen utilfredshed med det foreløbige salg. »Det er ikke en sprint, men et marathon«, siger Kristian Sveigaard, salgschef for Xbox i Danmark. Microsoft har derfor heller ikke aktuelle planer om at sænke detailhandlens indkøbspris eller hjælpe butikkerne af med de lagre, hvor Xboxen har hobet sig op. »Xboxen har en god pris«, siger Kristian Sveigaard. Research: Lenette Anstensrud og Nicholas T. Farr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her