Bitterhed, skuffelse, vrede og opgivende skuldertræk prægede reaktionerne blandt lærere og sygeplejersker i Horsens efter godkendelsen af mælingsforslaget for den nye overenskomst for 650.000 ansatte i amter og kommuner. Horsens er en af de 25 kommuner, som sammen med to amter ville være blevet lammet ved et nej. »Der er nok én eller to høns, der skal plukkes i København«, sagde lærerkredsens formand i Horsens, Anne Grethe Fyrstenberg, efter modtagelsen af afstemningsresultatet. Hun mener, at det vil føre til en ny diskussion om KTO-samarbejdet. Desuden retter Anne Grethe Fyrstenberg kritik mod samarbejdets forhandlingsleder, Poul Winckler. »Han har under forhandlingerne offentligt dunket lærerne oven i hovedet ved at give udtryk for, at vi er krakilere. Det er beklageligt. I et sådant samarbejde skal man passe på ikke at dunke andre organisationer oven i hovedet«, sagde Anne Grethe Fyrstenberg. Hun er lærer på Torsted Skole i det sydlige Horsens, hvor meddelelsen om afstemningsresultatet blev modtaget med en blanding af skuffelse og resignation. »Resultatet betyder, at der nu ikke er muligheder for at flytte på noget. Det er naturligvis skuffende, eftersom et stort flertal af lærerne i Horsens stemte nej. Jeg ville være ked at være leder for en gruppe mennesker, hvor utilfredsheden er så stor. Men afstemningsresultatet blandt lærerne kan i det mindste tjene som et nyttigt signal om deres opfattelse af egne vilkår«. Horsens-lærernes formand mente ikke, at der trods massiv utilfredshed blandt lærerne var optræk til aktioner på den ene eller anden måde. »Vi er jo udstyret med et demokratisk sindelag«, fastslog hun og gav udtryk for, at der blandt lærere ikke er tradition for demonstrere i sådanne situationer. »Vi er så pæne« Fællestillidskvinde for sygeplejerskere på Horsens Sygehus Jytte Greve forventede heller ikke, at der fra hendes kollegers side ville komme reaktioner i form af faglige møder eller arbejdsnedlæggelser. »Det er der ikke tradition for«, smilede hun og tilføjede: »Der findes jo ingen, der er mere loyale end os. Vi finder os i det hele og løber bare stærkere«. »Vi kunne blot ønske os, at når nu engang vi bliver færre og færre, så måtte man også pleje os noget bedre« tilføjede hun med et ønske om, at sygeplejerskerne i højere grad inddrages i tilrettelægningen af arbejdet. Sygeplejerske Karen Stounberg: »Hvis vi protesterer, får vi altid skudt i skoene, at vi skubber patienterne foran os. Men nu er det arbejdsgiveren og regeringen, der skubber patienterne foran sig. Vi får en ussel løn og skal hele tiden løbe stærkere«. »Det er den almindelige opfattelse, at sygeplejersker får en ordentlig løn, men det gør vi ikke«, tilføjede Susanne Ladefoged. Hendes kollega, Merete Skyum konstaterede, at hun og kollegerne er overrasket over, at det ikke blev et nej. »Dét havde vi ikke forventet. Nu er vi bare helt flade«, sagde hun resignerende.