Ni en halv ud af ti lærere stemte nej. Alligevel må lærerne de næste tre år leve med de løn- og arbejdsvilkår, som et flertal af de andre ansatte i amter og kommuner har stemt for. Det får både lærerformanden og sygeplejerskernes samt akademikernes formænd til at forkaste den nuværende forhandlingsform. Onsdag forhandler lønmodtagerfællesskabet KTO over en bred kam overenskomster for jordemødre, landinspektører, frisører, lærere, fysioterapeuter, mejeriingeniører, pædagoger og en stribe andre faggrupper, der har en kommune eller et amt som arbejdsgiver. I Danmarks Lærerforening stemte blot 2.449 lærere ja, mens hele 58.759 stemte nej. Blandt sygeplejerskerne stemte tre ud af fire nej. Og også magistre og gymnasielærere foretrak et nej. Tre andre af de i alt 65 organisationer i Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) stemte også markant nej. Forhandlerne fra forbund, der både har stemt ja og nej, erkender, at situationen er uholdbar. »Et ja er et ja« »Jeg er lidt overrasket over, hvor tæt det var på, men jeg har jo også læst aviser og fået meldinger fra forskellige steder, så jeg vidste godt, at det gik den vej. Nu blev det lykkeligvis et ja - et lille ja, men et ja er et ja«, sagde forhandlingsleder for KTO Poul Winckler, der også er formand for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). »Det kan godt være, at der skal ændres nogle ting i fremtiden, men det vil være forkert at droppe KTO-samarbejdet. Det kan tænkes, at forhandlingerne skal gøres mere branchevis«, fortsatte han efter et møde i KTO's forhandlingsudvalg i går eftermiddags. Poul Winkler, der fylder 65 år i næste uge, forlader senere i maj formandsposten i FOA, men opfordrer på falderebet til en grundig vurdering af det fremtidige forhandlingssystem. Den anbefaling modtager formanden Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow. Hun lægger op til et system, hvor brancher med fælles arbejdsplads forhandler sammen. »Det vil føles meget mere naturligt, end at vi har en konstruktion, hvor vi er sammen med pædagoger, lærere og de kommunalt ansatte bredt set. Det er nemmere at finde sammen om fælles målsætninger, når man har samme arbejdsplads«, siger hun. Danmarks Lærerforening er også indstillet på branchesamarbejder. »Jeg går ind for branchesamarbejde, som vi har drøftet, men blot ikke kunne blive enige om. Den anden del er, at kommunerne er dybt afhængige af staten og den finansielle ramme. Det betyder, at der vil være god mening i at lave fælles forhandlinger om rammen for stat og kommune. På den måde vil staten blive forpligtet til at sikre kommunerne penge«, siger lærerformand Anni Herfort Andersen. Utilfredsheden handler mere teknisk om, at kommuner og amter aftaler med staten, hvor mange penge de må bruge, og dermed indirekte, hvor høje lønstigningerne kan blive. Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jesper Due støtter forslaget. »Staten har været meget nærværende uden at sidde med ved bordet. Og det er altid dårligt, når den, der har magten, ikke sidder med ved bordet. Man bør - i hvert fald i den indledende fase - forhandle sammen om rammerne og de overordnede linjer for begge sektorer, så ansatte på det ene område ikke føler, at de bliver dårligere behandlet end de andre«, siger han. Ny Løn får skylden Især lønsystemet Ny Løn har fået meget af skylden for, at så mange stemte nej. Men utilfredsheden handler om mere. Overordnet set mener mange, at reallønsstigningen - det vil sige det, som lønnen stiger med, efter at prisstigningerne er trukket fra - stort set er lig nul og sandsynligvis bliver negativ. Eller med andre ord 'spises' lønstigningen op af prisstigninger. »Hvis du kigger på Forbundet af Offentligt Ansatte er medlemmerne for eksempel utilfredse med nogle arbejdstidsregler for deres område. Sygeplejerskerne føler, som de har gjort i årevis, at deres basisløn er for lav. Og andre er utilfredse med de kommunale budgetter og ubrugte midler fra sidste overenskomstforhandlinger«, siger Jesper Due.