Massiv svindel med bilforsikringer

Lyt til artiklen

Omkring 120.000 millioner kroner - eller lige knap en tredjedel af samtlige forsikringspenge - bliver hvert år udbetalt i forsikring for stjålne biler og ved bilbrande. Til danskere, der svindler. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse, som Forsikring og Pension, der er brancheforeningen for forsikringsselskaber, har foretaget i samarbejde med politiet på Fyn. Undersøgelsen, der er repræsentativ for hele landet, blev foretaget i løbet af et halvt år i 2001. Syv forsikringsselskaber med en markedsandel på 75 procent deltog. Resultatet overrasker. Vi havde ikke forestillet os, at andelen af forsikringssvindel var så massiv, siger Bjørn Iversen, der er underdirektør i Forsikringsoplysningen, efter et pressemøde på Odense Politigård i går og fortsætter: Vi troede, at svindel med bilforsikringer var i størrelsesordnen 10 procent. Men at tallet er 18 procent for biltyveri og 23 procent for bilbrande, det er voldsomt. Register ønskes I svindelsagerne på Fyn var det markant, så kort tid personerne med den sorte samvittighed havde været medlem af forsikringselskabet, før bilen brød i brand eller forsvandt sporløst - over havdelen inden for det første år og hver femte inden for den første måned. Det er besynderligt, at så mange af svindelsagerne sker så kort tid efter, at forsikringen er trådt i kraft, siger Frits Klingenberg, der er vicedirektør i forsikringsselskabet Topdanmark og formand for motorforsikringsudvalget i Forsikring og Pension. Forsikringselskaberne ønsker at bremse muligheden for at tegne en bilforsikring med det formål hurtigt at skille sig af med vognen igen. De foreslår oprettelsen af et fælles, neutralt skadesregister, hvor forsikringsselskaberne ved skade kan tjekke den forsikredes fortid. Et lignende system findes allerede i Sverige, Norge og Finland. Forsikring og Pension fik i 1996 afslag på dette forslag af det daværende Registerråd. Tidligere på året opfordrede forsikringsselskaberne økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) til at se på sagen igen. Vi ønsker at få indført et skadesregister på linie med de andre nordiske lande. Svindlere skifter hyppigt selskab. Et sådant skadesregister vil gøre bevisførelsen med svindel lettere, siger Frits Klingenberg fra Forsikring og Pension. Flere i fængsel Samtidig understreger Frits Klingenberg, at mange af svindlerne ikke er vaneforbrydere. De er blot havnet med en bil, som det viser sig, at de ikke kan betale. Forsikringssvindel kan skaffe de manglende penge. 41 procent af forsikringssvindlerne er unge mellem 18-30 år. Hovedsageligt mænd. Da forsikringspræmien i forvejen er tilpasset denne gruppe, medfører den nye undersøgelse ikke præmiestigninger. De ærlige unge skal ikke til at betale mere til de uærlige unge. Men selskaberne vil nu kigge mere opmærksomt på nye kunder og grave lidt mere i deres fortid, siger Bjørn Iversen, underdirektør i Forsikringsoplysningen. Ud over eftersyn af kommende kunder, skal de, hvor det lykkes at snyde, sendes i skammekrogen. Vi håber på flere domfældelser. Hvis folk bliver pågrebet, risikerer de seks til otte måneders fængsel. Det, tror vi på, har en klar kriminalpræventiv virkning, siger Frits Klingenberg fra Forsikring og Pension. Selvom undersøgelsen viser, at der er svindel i omkring hvert femte tilfælde, ender under én procent af alle forsikringsudbetalinger ved biltyveri med dom for svindel. Det skyldes, at bevisførelsen er vanskelig. Vil ændre praksis Selvom store ændringer ved politiets arbejde skal ske ved finansiering fra højere instanser, vil Odense Politi nu til at ændre praksis. I stedet for at afhøre uden sigtelse ved begrundet mistanke, vil vi nu gå ind og sigte. Dermed kan vi få lov til at registrere personerne, selvom sigtelsen frafaldet ved domstolen på grund af manglende bevisførelse. Dermed kan vi lettere holde øje med potentielle svindlere, siger chefkriminalinspektør Ole Højer Pedersen fra Odense Politigård, der har været ansvarlig for undersøgelsen på Fyn. Biltyverier og bilbrande udgør 12 procent af de samlede forsikringsudbetaling. Over 50 procent af de biler, der forsvinder, er over 10 år gamle.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her