Aktieportal mangler penge

Lyt til artiklen

Et mislykket indtog i Sverige kombineret med et forfejlet forsøg på at opbygge en finansredaktion har kostet så dyrt for den omstridte aktieportal Euroinvestor.dk, at pengekassen er ved at løbe tør. Efter et underskud sidste år på 2,7 mio.kr. er egenkapitalen reduceret til en lille halv million kroner, mens den kortfristede gæld hastigt nærmer sig millionen. Det fremgår af selskabets regnskab for 2001, der netop er offentliggjort i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Da ingen af ejerne, herunder tre folk fra internetselskabet Jubii, har lyst til at skyde nye penge i projektet, leder Euroinvestor.dk's administrerende direktør, Søren Alminde, nu efter en pengestærk partner. »Specielt første halvår af 2001 var en kastastrofe for Euroinvestor.dk. Selv om forretningen i dag løber rundt, har vi ikke penge til de forbedringer, vi godt kunne tænke os. Derfor overvejer vi at få en ekstern partner ind, gerne en partner, der kan supplere de ydelser, vi allerede selv kan levere«, siger Søren Alminde, der sammen med sin bror kontrollerer halvdelen af selskabet. Martin Thorborg, marketingchef i Jubii, købte sig sammen med to andre Jubii-pionerer ind i Euroinvestor.dk i 1998. Han bekræfter, at der ikke er flere penge til aktieportalen foreløbig. Tæring efter næring »Euroinvestor.dk bliver nødt til at bevise, at de kan drive en forretning, der løber rundt, og må derfor lære at sætte tæring efter næring. I Jubii har vi selv prøvet at leve på en sten i årevis, og vores erfaring er, at det faktisk kan blive en styrke, fordi det tvinger dig til at tænke kreativt«, siger Martin Thorborg. Euroinvestor.dk gik på internettet tilbage i januar 1997 og var således først med et internettilbud til aktieinteresserede danskere. Da it-boblen var på sit højdepunkt, blev selskabets værdi vurderet til over 100 mio. kr., men i dag er vingeslagene anderledes beskedne. Indtog afblæst Indtoget i Sverige er nu afblæst og hele den nye finansredaktion sat på gaden igen. Trods tusindvis af daglige besøgende kniber det nemlig fortsat gevaldigt med indtægterne. »Markedet for online-annoncering har til tider i 2001 været så ringe, at man nærmest kan kalde det ikkeeksisterende. Det er blevet lidt bedre i år, men vi har måttet skære alt fedtet fra for at få det hele til at løbe rundt«, siger Søren Alminde, der i dag er chef for blot tre medarbejdere. Et af Euroinvestor.dk's problemer er, at langt hovedparten af aktieportalens brugere ikke betaler en krone til selskabet. Medlemsskaren har kun lige knebet sig over de 300, og det dårlige 2001-resultat får nu Søren Alminde til at appellere til brugerne om at bakke op om portalen. »Vi er ikke ved at gå nedenom og hjem, men hvis vi ikke får nogle flere medlemmer, kan vi ikke lave de forbedringer af Euroinvestor.dk, vi gerne ville. Vores mange brugere bliver nødt til at indse, at de ikke i længden kan benytte Euroinvestor.dk gratis«, siger Søren Alminde. Euroinvestor.dk skabte for nylig stor debat, da to af portalens brugere bragte sig i Fondsbørsens søgelys ved at viderebringe interne oplysninger om henholdsvis Vestas og Novo Nordisk. Sagerne udløste en massiv og meget principiel debat om videregivelse af intern viden; et spørgsmål, som Finanstilsynet i øjeblikket overvejer at lave en redegørelse om.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her