Minister kræver leverpostejløsning

Lyt til artiklen

Danish Crown skal finde en løsning på den groteske sag om patentet på fremstillingen af fedtfattig leverpostej. Så direkte lyder opfordringen fra økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), der imidlertid vil afvente en dom i en verserende EU-sag og derfor ikke gribe direkte ind i leverpostej-føljetonen. Det er en svensk fødevareproducent, der har en ankesag mod Danish Crowns europæiske patent kørende på femte år. Bendtsen: Danish Crown har særligt ansvar »Jeg forventer, at Danish Crown finder en løsning på denne sag. Når man er en af de store virksomheder, så følger der et særligt ansvar med - det skal Danish Crown leve op til«, siger Bendt Bendtsen, der ellers er forsigtig med at udtale sig om den konkrete sag. Det er noget så banalt som kampen om retten til at lave en fedtfattig økologisk leverpostej, der nu involverer ministre, politikere og store og små virksomheder i den danske fødevarebranche. Slagterigiganten Danish Crown er blevet kraftigt kritiseret for at have taget patent på at lave fedtfattig leverpostej, og det benytter virksomheden til at forhindre den lille økologiske producent Hanegal i at lave en økologisk variant. Flere oppositionspartier har udtalt, at det er usmageligt, at det overhovedet er muligt at få patent på fremstillingen af noget så hverdagsagtigt som leverpostej. Groteske regler »Patentreglerne er groteske. Det er et utroligt magtmiddel for de store virksomheder. Derfor skal ministeren også forklare sig i et samråd i Folketinget, og han skal komme med bud på, hvordan vi kan få ændret reglerne«, siger Jørn Jespersen fra SF. Alligevel vil Bendt Bendtsen ikke gribe ind. Danish Crown og Hanegal må i stedet snakke sammen og finde en løsning. Allerede på fredag skal de to parter mødes. Men hvad hvis det ikke lykkes for Danish Crown og Hanegal at finde en løsning? Afvente EU-dom »Så må vi afvente, at der falder dom i EU-sagen om fødevarepatenter. Når den sag er afgjort, kan Hanegal tage fat på en dansk sag, hvis det er nødvendigt«, siger Bendt Bendtsen. Han understreger, at han håber på, at de to firmaer finder en løsning. »Det virker grotesk, at der er kommet en sag ud af opskriften på leverpostej, som så endda kan læses i en kogebog. Alligevel kan jeg ikke som dansk minister gribe ind, så længe der kører en sag i EU«, siger Bendt Bendtsen. Hanegal glæder sig til møde Direktøren for Hanegal glæder sig til mødet med Danish Crown. »Danish Crown gør noget for at få bragt sagen i orden, hvilket også er nødvendigt, så de kan få genskabt den goodwill, som de har brug for fra politisk side. Jeg regner ikke med, at det bliver et vanskeligt møde. Man kan så bare håbe på, at denne sag kan foranledige, at patentet bliver indsnævret, så det bliver rimeligt«, siger Ulrich Kern-Hansen fra Hanegal. Direktør Torben Skou fra Danish Crown har ingen kommentarer til ministerens opfordring eller udtalelse. »Lad os nu bare holde det møde på fredag - før har jeg ingen kommentarer«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her