Jolly Colas nye opskrift virker

Lyt til artiklen

Opskrift: Man tager en god, gammel mærkevare, dropper al reklame og markedsføring og vupti, successen er hjemme. Så enkel lyder opskriften på noget, der med nogen ret kan kaldes en succes. I al stilhed tjener Jolly Cola nemlig penge igen trods total mangel på sommerpiger i reklamer og trods Coca-Colas og Pepsis massive indtog i Danmark. De nye tal fra Dansk Coladrik, det selskab, som i dag ejes af Bryggerigruppens fynske Albani Bryggeri, viser, at der igen er penge i den danske cola. Regnskabet for 2001 viser således et plus på 6,1 mio. kr., et plus, der ikke mindst er kommet i land ved at sælge tapperettighederne på Færøerne, hvor Jollys cola fortsat er særdeles populær. »Vi har skåret i alle omkostninger og bruger ikke penge på markedsføring. Efter at Albanis storsatsning er gået i sig selv, har vi fundet det nuværende leje, hvor colaen tappes af os (Albani, red.), Vestfyens Bryggeri og Thisted Bryghus. Samtidig tappes colaen også i Island og på Færøerne«, siger Albani-direktør Peer Bach. Mens Jolly Cola nu pludseligt tjener penge, så kniber det fortsat for Pepsi og ikke mindst Coca-Cola, som er storsælgerne. Der står alene Coca-Cola på 36,5 procent af al den læskedrik, der sælges i Danmark, alligevel kniber det med at tjene penge på salget, bl.a. fordi der bruges så store beløb på markedføring. Fra fiasko til succes Jolly Cola er kendt som en af de største mærkevarefiaskoer i Danmark. Den danske cola, der i 30 år solgte langt bedre end selv almægtige Coca-Cola, blev på få år underløbet totalt af de udenlandske læskedriksjætter og mistede i lyntempo pladsen i Danmarks pølsevogne og på hylderne i supermarkederne. Albani forsøgte i 1997 at tage kampen op med Coca-Cola og Pepsi. Men ikke engang en dyr sponsoraftale med de ellers så sejrsvante danske håndboldpiger kunne hindre en total fiasko. I stedet for at banke de søde amerikanske drikke røg Jolly af supermarkedernes hylder, Albanis daværende direktør røg ud, og Albani mistede et stort millionbeløb. I dag er Albani ikke længere et selvstændigt bryggeri, men ejes af Bryggerigruppen. Satsning udelukket »Satsningen på Jolly Cola var fuldstændigt uigennemtænkt. Nu nøjes vi med at sælge colaen på Fyn og i Sønderjylland og så lade de to bryggerier med licens til at brygge Jollyen om at sælge colaen i deres lokalområder«, siger Peer Bach. Men nu har I succes, hvorfor så ikke prøve igen med Jolly? »Vi kommer ikke til at satse mere på Jolly. Jolly bliver solgt, som den gør i dag, i øvrigt så tilhører Jolly og Albani jo Bryggerigruppen, som satser på salget af Pepsi«, siger Peer Bach.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her