Selvstændige er gladere

Lyt til artiklen

Konsulenter, freelancere og projektmagere - de såkaldte frie fugle - er langt gladere for deres arbejde end lønmodtagere. Mens blot fire ud af ti lønmodtagere siger, at de er motiverede og engagerede i deres arbejde, så gælder det for syv ud af ti atypisk beskæftigede. Afvekslende og stor indflydelse på eget arbejde Samtidig synes de oftere, at deres arbejde er afvekslende, og at de har stor indflydelse for at lære nyt. Det viser en undersøgelse, som konsulentfirmaet PLS Rambøll Management har udført for Beskæftigelsesministeriet, og hvor 1.012 tilfældigt udvalgte atypisk beskæftigede er blevet spurgt om deres arbejdsliv. »Vi har fat i dem, der har klaret skærene, og som lever af det. De er ude på den anden side af problemerne og er meget glade for det«, siger projektleder Agi Csonka. Som omtalt i Politiken mandag er antallet af vikarer femdoblet de seneste ti år. Hjemmearbejdspladser med stor betydning De atypisk beskæftigede er ikke lønmodtagere, men heller ikke selvstændige i traditionel forstand. De er heller ikke vikarer. De har ingen ansatte, og jobbet er opgavebestemt og tidsbegrænset, og de udgør mellem fire og syv procent af de beskæftigede. Agi Csonka forklarer, at udviklingen især kommer, fordi teknologien i dag gør det muligt at være koblet op på en computer og have adgang til internettet hjemme. 'Et fingerpeg' Hun understreger, at Danmark ikke dermed er på vej mod et nyt arbejdsmarked, hvor alle arbejder som projektansatte eller freelancere. »Det er et yderpunkt hvor den traditionelle lønmodtager er i den anden ende. Deres arbejdsforhold kan give os nogle fingerpeg om, hvad der sker i virksomhederne«, siger Agi Csonka. En niche De har truffet deres valg, fordi de vil være sin egen herre og selv kunne bestemme arbejdsopgaver. Og virksomhederne bruger dem, fordi de tilsyneladende udfylder et hul mellem fastansættelse og de 'rigtige' konsulentfirmaer. Det bruger især de mindre virksomheder. »Virksomhederne lægger vægt på fleksibiliteten, men i virkeligheden er det særligt den specialviden, disse mennesker kan tilføre virksomheden«, siger Agi Csonka. Fare for rodløshed Den amerikanske sociolog Richard Sennet mener, at for megen rykken rundt, gør mennesket rodløst. Men det behøver ikke at være tilfældet. Ann Westenholz er professor på Handelshøjskolen i København og leder et projekt, der undersøger, hvordan fleksibiliteten påvirker visse grupper af it-medarbejdere. »Vi mener, at identiteten udvikler sig socialt gennem livet. Det betyder, at disse fleksible it-medarbejdere ikke nødvendigvis bliver rodløse. De omstiller sig og relaterer sig til nye omstændigheder ved at fortælle historier om sig selv og de andre. Indholdet i historierne afhænger meget af, om man selv har valgt at være for eksempel freelancer, eller det er noget, man vælger af nød. For eksempel kan personer med det samme job fortælle to forskellige historier om sig selv som henholdsvis en fri fugl eller som marginaliseret lejesoldat på arbejdsmarkedet. De historier kan have - men har det ikke altid - en væsentlig effekt på den måde, omgivelserne behandler dem på«, siger Ann Westenholz.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her