Den stadig mere spændte sikkerhedssituation i Israel får nu direkte konsekvenser for danske investeringer i israelsk erhvervsliv. Ifølge en israelsk avis har Danisco netop aflyst et planlagte køb af biotekselskabet Enzymotech på grund af den krigslignende situation i landet. På den danske ambassade i Tel Aviv siger handelsattache Frank Zimmermann, at der er en generel tendens til, at nogle danske virksomheder er blevet mere tilbageholdende med at investere i Israel. »Usikkerheden omkring fredsprocessen og den spændte sikkerhedssituation i Israel betyder, at nogle danske virksomheder afholder sig fra at investere i landet. Virksomhederne er blevet mere forsigtige«, siger Frank Zimmermann. Israelsk avis skriver om sagen Det er den israelske avis Haaretz, der skriver, at Danisco nu dropper indtoget i Israel. Ifølge avisen ville Danisco have investeret fem mio. dollar, svarende til godt 40 mio. kr., i Israel. Ifølge avisen var købet besluttet, men terrorattentatet i Netanya i slutningen af marts, hvor 29 mennesker blev dræbt, fik ifølge avisen Danisco til at genoverveje beslutningen om at gå ind i Israel. Siden har Daniscos ventureselskab ifølge avisen diskuteret det fornuftige i indtoget i Israel. Et vigtigt diskussionsemne har angiveligt været, at det regerende Likud-parti har besluttet aldrig at acceptere en selvstændig palæstinensisk stat. Ikke fornuftig forretning Avisen skriver, at ikke mindst den manglende mulighed for at sikre fred og stabilitet i landet og dermed fred til at drive en fornuftig forretning har spillet ind i den aflyste handel. Danisco bekræfter, at det har været i kontakt med selskabet. »Vi har talt med det israelske selskab, ligesom vi taler med mange andre selskaber. Generelt kan vi sige, at vi ser på en lang række faktorer, før vi investerer, og der er det politiske ikke udslagsgivende«, siger Daniscos koncerninformationschef, Anders Hundahl, der ikke vil kommentere kontakten med Enzymotech. Ifølge handelsattache Frank Zimmermann bliver de danske virksomheders investeringslyst også dæmpet af den usikre økonomiske situation i Israel. »Den ustabile israelske valuta kombineret med en stigende rente og voksende inflation er med til at forværre investeringsklimaet. Når virksomhederne har begrænsede ressourcer, så vil mange nok synes, at det er lidt besværligt at gå i gang med et marked som Israel«, siger Frank Zimmermann. Falck køber op Mens Danisco nu trækker følehornene til sig fra uroen i Israel, så vil den danske sikkerhedskoncernen Group 4 Falck gennemføre købet af en lokal sikkerhedsaktør. For bare et par uger siden rykkede Group 4 Falck for første gang ind i Israel, da selskabet for 265 mio. kr. overtog halvdelen af den lokale rednings- og sikringsvirksomhed Hashmira Company. »Der er intet i den nuværende situation, der får os til at ændre på beslutningen om at gå ind i Israel. Vi løser de opgaver, der er i landet, ligesom vi gør i 88 andre lande verden over. Vi blander os ikke i den politiske situation i de lande, hvor vi opererer, og med så mange datterselskaber rundt om i verden er vi vant til, at der kan være uro i et eller flere af landene indimellem«, siger informationsdirektør Nels Petersen fra Group 4 Falck, der understreger, at selskabets lande ledes af lokale, og at der ikke er danskere ansat i Israel. Med den stadig alvorligere uro mellem Israel og palæstinenserne står sikkerhed højt på dagsordenen i Israel. I dag omsætter det israelske selskab for en milliard kroner og står dermed for en fjerdedel af den samlede omsætning på det israelske marked. Hashmira Company er med 10.000 ansatte det største af sin slags i Israel. Ifølge Group 4 Falck, ventes sikkerhedsmarkedet at vokse med 7-8 procent hvert år. Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra Danisco.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























