Smuglere forfalsker Carlsberg-øl

Lyt til artiklen

De er vilde med Carlsberg i Asien. Så vilde, at opfindsomme svindlere er begyndt at sætte hjemmelavede Carlsbergetiketter på flasker og dåser med hjemmelavet øl. Selvom etiketterne ligner ganske godt, så er indholdet alt andet end Carlsberg. »Så vidt vi kan vurdere, er øllet fremstillet med brug af inferiøre ingredienser«, siger tolddirektør Datuk Wazir Muaz fra toldmyndighederne i Selangor i Malaysia, der råder de asiatiske ølelskere til at se sig godt for, hvis de får tilbudt en billig bajer med Carlsbergelefanten på etiketten. Det er ikke første gang, Carlsberg oplever problemer med opfindsomme svindlere, der forsøger at sende forfalskede Carlsberg-øl på markedet. »Vi ser det fra tid til anden. Selvom vi hurtigt kan analysere os frem til, at det ikke er vores øl, der er i flaskerne, så er det selvfølgelig et problem, hvis vore kunder ikke kan stole på, hvad det er, de køber eller drikker. Derfor gør vi selvsagt, hvad vi kan for at bekæmpe disse folk«, siger koncerninformationschef Margrethe Skov fra Carlsberg. Accelererende problem Det er indholdet i to beslaglagte containere, der har fået toldmyndighederne til at få øjnene op for et accelererende problem med falske øl i Malaysia og resten af Asien. Toldmyndighederne i Port Klang, en stor malaysisk havneby, opdagede nemlig de falske øl, da de kontrollerede to containere, der ankom med skib fra Kina. »Containerne var fyldt med Carlsberg- og Guinness-flasker og -dåser. Men vi kunne se, at mærkaterne på flaskerne var fremstillet lokalt, og at indholdet ikke var det originale. Det er min vurdering, at dette kun er toppen af isbjerget, og at vi kommer til at afdække mange tilsvarende forfalskninger den kommende tid«, siger tolddirektør Datuk Wazir Muaz. Store penge at tjene For smuglerne er der store penge at tjene, hvis smugleriet og forfalskningen lykkes. Dels kræver Malaysia en høj told for importeret øl, og dels er indholdet i de falske Carlsbergflasker af en tvivlsom og billig karakter. Asien er ellers ikke det sted, hvor Carlsberg satser hårdest på at udbrede det danske øl. I disse år gør bryggeriet de største anstrengelser i Østeuropa og i Vesteuropa, men Carlsberg er dog fortsat aktiv i Asien, bl.a. har koncernen eget bryggeri i Malaysia, hvor Carlsberg er den bedst sælgende øl i det overvejende muslimske land.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her