Afsløringen af omfattende regnskabsfusk i den amerikanske telekoncern WorldCom kan let gentage sig for virksomheder i både Danmark og resten af Europa. Problemerne i WorldCom - og i den skandaleramte energikoncern Enron - tynger også mange europæiske virksomheder, der ligesom deres amerikanske konkurrenter har været ramt af fusionsfeber i løbet af 1990'erne. I jagten på vækst er selskaberne efterhånden blevet så store via opkøb og sammenlægninger, at mange topchefer har fået storhedsvanvid. Har mistet evnen til at fokusere. Og bruger deres magt til at kontrollere myndighederne i stedet for omvendt. Måtte gå galt Det må gå galt før eller siden, vurderer Henrik Graham, der forsker og underviser i virksomhedsstrategi på Handelshøjskolen i København. »Finansskandaler risikerer også at ramme herhjemme og i resten af Europa. Mange virksomheder er blevet så store, at de er lammet af deres egen magt. De har svært ved at fokusere, og den interne kommunikation i virksomhederne er blevet sløret på grund af vokseværket«, siger Henrik Graham. Symptomerne, der internationalt har fået tilnavnet 'enronitis' efter afsløringen af milliardsvindel i det amerikanske energiselskab Enron for godt et halvt år siden, spøger især inden for telekommunikation, energisektoren og konsulentbranchen, vurderer Henrik Graham. Teleselskaber i søgelyset På europæisk plan er det især France Telecom, Vodafone og Vivendi, der skal få advarselslamperne til at blinke, mener den britiske økonom Anais Faraj fra finanshuset Nomura i London. Generelt er risikoen for finansskandaler dog større i USA, mener Faraj, fordi de amerikanske virksomheder er underlagt mindre kontrol. »Topcheferne i de helt store virksomheder har fløjet så tæt på solen, at de har brændt vingerne. Omverdenen har troet for blindt på dem som superhelte, og det har gjort dem langsommere til at reagere på de hurtige ændringer i den internationale økonomi«, siger Anais Faraj. Finansverdenens bekymring for enronitis-symptomerne fik ny næring, da WorldCom forleden fyrede sin finanschef efter afsløringer af regnskabsrod for 30 mia. kr. Onsdag blev koncernen sigtet af de amerikanske myndigheder for svindel, og den amerikanske præsident kalder sagen »skandaløs« og har offentligt erkendt, at USA behøver en strammere regnskabslovgivning. Fredagens bombe Fredag faldt så endnu en bombe, da det amerikanske firma Xerox også kunne melde om interne regnskabsproblemer. Børsmarkederne har reageret med at straffe fusionsgiganterne og andre af de allerstørste børsnoterede virksomheder. Således er for eksempel de 100 største virksomheder på den amerikanske vækstbørs Nasdaq faldet med næsten 30 procent i værdi i år, mens 2.000 af de mindre amerikanske virksomheder (Russel 2000-indekset) kun er faldet med 8 procent. I Europa er billedet det samme. De 50 største aktier (Euro stoxx) er faldet med 20 procent i år, mens et bredt udsnit af mindre europæiske virksomheder i Morgan Stanleys såkaldte 'small-cap' indeks omvendt er steget med et par procent. Det samme mønster findes i det danske aktiemarked. Fredagens aktiemarked kom sig en smule oven på WorldCom-skandalen og bød generelt på et comeback ud fra devisen om, at nu var aktierne da blevet så billige, at man kan gøre et godt køb. I København steg KFX-indekset (de 20 mest omsatte aktier) og sluttede godt fire point højere i kurs 246. Dow Jones-indekset over store amerikanske industriaktier sluttede i et lille minus på 0,29 procent, mens teknologibørsen Nasdaq lukkede 0,27 procent højere. I løbet af årets første seks måneder har Nasdaq dog oplevet sin største nedtur siden børsens oprettelse i midten af 1970'erne. .
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























