SiD-formand Poul Erik Skov Christensen har tilsyneladende lovet afdøde Willy Strubes medsammensvorne, Ole Iversen, at SiD ikke ville kræve penge af ham, da det kom frem, at han og Willy Strube havde svindlet med SiD-medlemmernes penge. Det viser SiD's egen kommunikation til sine medlemmer, og den sår tvivl om Skov Christensens forklaring. I SiD's blad Fagbladet fra 2. november 2001 står: »SiD vil ikke rejse erstatningskrav over for Ole Iversen, da intet tyder på, at han har tjent på arrangementet. Til gengæld vil Forbundet prøve at få de kontante beløb, der blev betalt til Willy Strube, erstattet via hans dødsbo. »Det sker først og fremmest af hensyn til vores medlemmer - ikke så meget af økonomiske årsager«, siger Skov Christensen«. Og få dage før bladet udkom, skrev Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) på sin hjemmeside i et nyhedsbrev 29. oktober i fjor: »I fredags, da undersøgelsen var afsluttet, valgte SiD derfor at afbryde ethvert samarbejde med I-Service, og Ole Iversen blev samme dag meldt til politiet. SiD vil dog ikke rejse krav om erstatningsansvar«. SiD's egne artikler stemmer overens med den forklaring, Ole Iversen og hans advokat Birgit Lemvigh hidtil har givet. Ifølge dem lovede Poul Erik Skov Christensen til at begynde med, at Ole Iversen ikke ville komme til at betale, hvis han indrømmede svindlen, som TV-Avisen afslørede i oktober sidste år. Men 22. januar modtog Ole Iversen et brev fra SiD's advokat, hvori stod, at han skulle betale de 830.000 kroner, som der var svindlet for, tilbage. Ole Iversen blev så tosset, at han trak sin tilståelse til politiet tilbage. Samtidig gav han for første gang sin version af sagen i Politiken. Her fortalte Ole Iversen ydermere, at den lemfældige omgang med medlemmernes penge var kutyme i SiD, og nævner i øvrigt byggefirmaet J&B Entreprise, der således trækkes ind i Strubesagen. Siden brevet har SiD-formanden gentaget, at han aldrig havde givet Ole Iversen et løfte om erstatningsfrihed. Så sent som sidste fredag fastholdt Poul Erik Skov Christensen på et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde, at han aldrig havde lovet Ole Iversen noget: »Ole Iversen er stadig af den opfattelse, at vi på et tidspunkt har lovet ham total straffefrihed og lovet ham total ansvarsfrihed af økonomisk karakter over for os. Det har jeg forklaret jer en gang, at det har jeg ikke«, sagde forbundsformanden. »I forhold til sagen Willy Strube/Ole Iversen er det således, at vi fra forbundets side, for at medlemmerne ikke skal klandre os for, at vi ikke gør, hvad vi kan for at søge at dække det tab ind, som vi har lidt, at vi har rejst et krav in solidum (at de hæfter solidarisk, red.) over for boet og over for Ole Iversen«, tilføjede han senere. De nye oplysninger kommer bag på advokat Birgit Lemvigh, som glæder sig inderligt over dem: »Det passer jo helt med det Poul Erik Skov Christensen har sagt til mig to gange, men som han siden har sagt, han aldrig har sagt«. På hovedbestyrelsesmødet i fredags gentog Poul Erik Skov Christensen flere gange, at det ville være forkert ikke også at kræve pengene retur fra Ole Iversen. »Alt andet lige synes jeg stadigvæk, at vi selvfølgelig har en forpligtelse til at få pengene hjem, vi kan ikke gå ud og forklare, at en mand officielt har erkendt at have bedraget for 828.000, men at vi stiller os tilfreds med at få 350.000 hjem«, sagde han. De 350.000 kroner, som SiD-formanden refererer til, er et beløb, som boet efter Willy Strube er villigt til at betale. Det var i aftes ikke muligt at få en kommentar fra SiD's formand, Poul Erik Skov Christensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























