Regnskabsskandalerne i WorldCom tynger nu det amerikanske teleselskab så kraftigt, at koncernen i går gik i betalingsstandsning - den største af sin art i USA's og resten af verdens historie. WorldCom har nu ifølge amerikanske regler cirka 18 måneder til at få forretningen - og troværdigheden - på ret køl. I den periode kan investorerne ikke begære WorldCom konkurs i forsøget på at få tilbagebetalt de 30-40 milliarder dollar - op mod 300 milliarder kroner, som selskabet skylder dem. Finder koncernen til gengæld ikke en holdbar løsning inden for perioden, er WorldComs dage talte. Ingen konsekvenser i Danmark At den amerikanske koncern kaster håndklædet i ringen får ingen umiddelbare konsekvenser for WorldComs 100 danske ansatte, lover selskabets administrerende direktør i Danmark, Rene Buch. »WorldCom er grundliggende et sundt selskab men har været stærkt tynget af den gæld, som blev opbygget for at følge med på it-bølgen«, siger Rene Buch, der ikke vil udtale sig om, hvorvidt beslutningen er fair over for investorerne. »Men det danske WorldComs forhold til kunder, ansatte og leverandører ændrer sig ikke. Vi har egne fonde og indtægter og fortsætter alle vores forretninger, som om intet var sket. At WorldCom i USA har bedt om time out berører kun selskabets situation i USA. Men også her fortsætter man driften, alt imens man arbejder på at finde en fremtidig løsning for selskabet«, siger Rene Buch fra det danske hovedsæde i Albertslund. Milliardsvindel WorldCom kom for alvor i verdenspressen, da koncernen for knap fire uger siden fyrede sin amerikanske finansdirektør og indrømmede regnskabssvindel for 3,8 milliarder dollar - knap 30 milliarder kroner. Siden begyndelsen af 2001 har selskabet bogført de 3,8 milliarder dollar som investeringer, selv om det reelt var omkostninger. Og det har fået regnskabet til at se langt pænere ud, end det i realiteten var. WorldCom kom ud af 2001 med et overskud på 1,4 milliarder dollar - godt 10 milliarder kroner - og et plus i dette års første kvartal på 130 millioner dollar - knap en milliard kroner. Underskud et faktum Faktum er imidlertid, at selskabet i virkeligheden kører med underskud. Hvor stort vides endnu ikke. På en pressekonference, transmitteret på CNN mandag, sagde WorldComs nye koncernchef John Sidgmore, at omfanget af svindlen er så omfattende, at man ikke kan kortlægge de eksakte beløb før tidligst ved årsskiftet. »Jeg håber, at vi kan komme igennem det her så hurtigt som muligt«, sagde Sidgmore, der regner med en løsning på selskabets krise i begyndelsen af næste år. Kapitel 11 løsning WorldCom har med sin anmodning om betalingsstandsning benyttet den såkaldte Kapitel 11-løsning i amerikansk erhvervslovgivning. Den 'fryser' gælden og forhindrer dermed kreditorerne i at begære selskabet konkurs. Det giver selskabet ro til at gå i tænkeboks, alt imens forretningen kører videre. Finder WorldCom ikke en løsning, bliver det formentlig begæret konkurs ifølge Kapitel 7, der reelt lukker og slukker selskabet og gør aktierne værdiløse. WorldCom i Danmark kører med overskud og har cirka 500 kunder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























