Svindelsigtelse mod Ærøs benzinkonge vokser

Lyt til artiklen

Ærøs 'benzinkonge' Svend Aage Secher risikerer en flerårig fængselsstraf, efter at politiet i Svendborg netop har udvidet sigtelserne imod ham. Efter at Told- og Skattestyrelsen har kulegravet det materiale, som blev beslaglagt ved en ransagning i foråret, er Svend Aage Secher nu sigtet for grov skatte- og momssvig for cirka 30 millioner kroner - en tredobling af det hidtidige beløb. »Jeg kan bekræfte, at sigtelsen er udvidet til nu at omfatte et beløb på cirka 30 millioner kroner. Men da sagen fortsat er under efterforskning, kan tallet bevæge sig både op og ned«, siger kriminalinspektør Henrik Justesen fra Svendborg Politi. Nægter sig skyldig Svend Aage Sechers advokat, Jørgen Jørgensen, bekræfter, at sigtelsen imod hans klient er udvidet, og oplyser, at Svend Aage Secher fortsat nægter sig skyldig. »På et møde med politiet har vi aftalt, at Svend Aage Secher sammen med sin revisor nu skal gennemgå materialet fra Told & Skat og derefter melde tilbage til politiet inden 1. september. Først derefter kan man sige noget om, hvad der videre skal ske«, siger advokat Jørgen Jørgensen. Med hovedsæde på Ærø stiftede Svend Aage Secher selskabet Energi Benzin tilbage i 1976, hvor konceptet fra starten var at sælge benzin til den billigste pris. Det lykkedes i en grad, så bilister i dag gladeligt kører en kæmpe omvej for at købe benzinen op til en krone billigere end hos de store selskaber. 19 tankanlæg Længe havde Svend Aage Secher kun enkelte stationer på Ærø og på Sydfyn, men i de senere år har han fået så massive vækstambitioner, at hans arsenal af tankanlæg nu er udvidet til 19 - og det til stor irritation for de øvrige benzinselskaber på markedet. Den ærøske benzinkonge kom for alvor i søgelyset i december sidste år, da en række af konkurrenterne - højst usædvanligt og i meget utvetydige vendinger - trådte frem i Politiken og anklagede Svend Aage Secher for svindel. Efter at have kulegravet Energi Benzins regnskaber slog DK Benzins administrerende direktør, H. Geertz Pedersen, fast, at der var fusk med i spillet: Ærø-selskabet kunne simpelthen ikke sælge sin benzin så billigt, som tilfældet var - op til en krone under alle andres pris - uden at snyde med afgifterne, sagde han. Papirer nærstuderet Anklagerne fra konkurrenterne fik myndighederne op af stolen. Ved en ransagning på Ærø i marts hentede politi- og skattefolk kassevis af materiale hjem til Svendborg. Secher blev efterfølgende anholdt, sigtet og varetægtsfængslet, men blev løsladt igen efter et grundlovsforhør. Efter at have nærstuderet de mange kasser med papirer mener politiet og Told & Skat nu at have dokumentation for, Svend Aage Secher undlod at oplyse de danske myndigheder om mindst 2,6 millioner liter fyringsolie, som hans selskab Energi Olieprodukter i år 2000 købte i Tyskland. Svindel i 1999 og 2001 De beslaglagte papirer viser, stadig ifølge politiet, at Svend Aage Secher begik tilsvarende skatte-, moms- og afgiftssvindel i regnskabsårene 1999 og 2001. Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra Svend Aage Secher. Han har tidligere i en pressemeddelelse betegnet konkurrenternes påstande som »usande« og lovet kamp til den bitre ende. »Ingen skal være i tvivl om, at der vil blive kæmpet, indtil beskyldningerne er tilbagevist«, bedyrede Svend Aage Secher i foråret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her