Mens der i dag bliver tegnet flere og flere ejerskifteforsikringer, når en villa skifter ejer, er en ejerskifteforsikring fortsat en uhyre sjælden undtagelse, når det drejer sig om handler med ejerlejligheder. Det skyldes ikke mindst den forskelsbehandling, som sælgerne af ejerlejligheder er udsat for, når der skal udarbejdes den nødvendige tilstandsrapport, mener Dansk Ejendomsmæglerforening (DE). »Jeg mener godt, at man kan tale om diskrimination. Hvis lejligheden ligger i en større ejendom, risikerer sælgeren at skulle betale måske 20.000 kroner for en tilstandsrapport. Det fratager i praksis sælgeren muligheden for at fraskrive sig sit 20-årige ansvar ved at tilbyde køberen en ejerskifteforsikring. Men også køberen bliver stillet dårligere - især hvis der er tale om mindre skader«, siger mæglerfaglig chef i DE, Bente Naver. Tilstandsrapport for hele ejendommen De astronomiske beløb skyldes, at der ifølge lovgivningen ikke blot skal udarbejdes en tilstandsrapport for lejligheden. Sælgeren skal også betale for en tilstandsrapport for den samlede ejendom, da ejeren hæfter for en del af fællesudgifterne. »Det er jo helt umuligt at betale, hvis der f.eks. er tale om en ejendom med 400 lejligheder«, siger Bente Naver. Den uholdbare situation har fået DE til at foreslå en lovændring, der ligestiller ejerlejligheder og enfamiliehuse, hvis sælgeren kan finde et forsikringsselskab, som vil tegne en ejerskifteforsikring på ejerlejligheden uden tilstandsrapport på hovedejendommen. Kan ikke slippe for sælgeransvar Det har rent faktisk været muligt siden april i år, hvor forsikringsmæglerfirmaet Willis gennem det engelske Trenwick International tilbyder en femårig ejerskifteforsikring på ejerlejligheder helt uden tilstandsrapporter overhovedet. »Problemet er, at sælgeren ifølge loven ikke kan slippe for sit 20-årige sælgeransvar, når der ikke foreligger tilstandsrapporter. Det har vi løst ved at give sælgerne en gratis femårig sælgeransvarsforsikring, hvis han betaler halvdelen af præmien på ejerskifteforsikringen«, siger partner i Willis Jesper Danvad. Forsikringstiden på fem år betyder imidlertid, at sælger igen indtræder i sit ansvar for fejl og mangler fra år 6 til år 20. »I praksis har det ikke den store betydning, da over 90 pct. af alle krav fra køber kommer inden for de første to ejerår. Stort set resten kommer inden for de næste tre år«, siger Jesper Dalvad. Minister vil se på sagen Når Willis har måttet gå hele vejen til England, skyldes det, at ingen danske forsikringsselskaber vil tegne en ejerskifteforsikring uden tilstandsrapport. Justitsminister Lene Espersen (K) har lovet at se positivt på forslaget fra DE. Men først hvis der på et tidspunkt skal laves andre ændringer i loven. Meget tyder dog på, at konkurrencen i mellemtiden så småt er ved at komme ejerlejlighedsfolket til hjælp. Fra starten har forsikringsselskabernes interesse for ejerskifteforsikringer været yderst behersket. Men efter en lovændring i 2000, som betød, at sælgeren nu skal betale halvdelen af præmien, er der for alvor kommet skub i konkurrencen, i takt med at der bliver tegnet flere og flere ejerskifteforsikringer ved handel med parcelhuse. Prisen er faldet Den nye markedssituation er nu ved at smitte af på ejerlejlighederne, hvor der indtil for et års tid siden slet ikke fandtes forsikringselskaber, som tegnede ejerskifteforsikringer. Sidste sommer gik så først det mindre Plus Forsikring ind på markedet, i april i år var det Willis - og nu har også Topdanmark og Østifterne taget springet i samarbejde med henholdsvis home og Nybolig-ejendomsmæglerkæderne. I modsætning til Willis forlanger de tre danske selskaber fortsat, at der udarbejdes tilstandsrapporter for både lejligheden og fællesejet. Udsigten til et hastigt voksende marked er imidlertid med til at presse prisen, og noget usædvanligt har firmaet OBH Ingeniørservice, Odense, indgået en samarbejdsaftale med både home og Nybolig. Aftalen betyder, at det i dag er muligt at få en tilstandsrapport på både lejlighed og ejendom for mellem 4.900 kr. og 6.700 kr. afhængig af lejlighedens og ejendommens størrelse. Det svarer til prisen for en tilstandsrapport for et parcelhus. »Jeg er enig med DE i, at det hidtil har været for dyrt. Men aftalen med OBH betyder, at det er kommet ned i en pris, så der nu er fornuft i at betale sig fra sit 20-årige ansvar som sælger«, siger informationschef i home Preben Angelo. Bente Naver, DE, efterlyser dog fortsat en lovændring. »Ikke mindst i København er der mange meget store ejendomme, hvor det fortsat vil være urimeligt dyrt«, mener hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























