DR fik nej til at genudsende

Lyt til artiklen

Danmarks Radio må ikke genudsende programmer, som er produceret af de journalister, der strejker. Det afgjorde fogedretten i Gladsaxe tirsdag morgen. Danmarks Radio kærede omgående kendelsen til landsretten. Den får dog ikke såkaldt opsættende virkning, fordi DR efter fogedrettens vurdering har haft tid nok til at finde andre programmer at putte ind i sendefladen. Journaliststrejken i Danmarks Radio gik tirsdag ind i sin tredje uge. Danmarks Radio har fra start genudsendt gamle programmer, der er produceret af de strejkende journalister, og som disse har ophavsretten til. Den praksis bad Dansk Journalistforbund fogedretten om at sætte en stopper for, og har altså i dag fået ret. DR tager det roligt I DR tager både tv- og radiodirektøren fogedforbudet med sindsro, da det ifølge dem ikke får store konsekvenser for programfladen. »Det betyder, at vi må droppe et til to programmer om dagen, f.eks. 'Hammerslag' og 'Hokus Krokus', men den store ændring skete, da strejken blev indledt. Og vores sendeflade er da langtfra optimal«, siger tv-direktør Jørgen Ramskov, mens radiodirektør Leif Lønsmann understreger, at afgørelsen ikke ændrer ved, at der stadig vil blive sendt radio på alle fire DR- kanaler - dog vil P1 blive hårdt ramt. »Vi vil stadig forsøge at holde lytterne skadesløse, men ser også gerne, at strejken bliver overstået så hurtigt som muligt, så vi igen kan vælge frit i programmerne«, siger han. De to parter er nu indstillet på at indlede nye forhandlinger om det lønsystem, som var den primære årsag til, at overenskomsten blev stemt ned. På Christiansborg har flere politikere, blandt andre Naser Khader (R) og Mette Frederiksen (S), opfordret til en snarlig løsning med henvisning til, at DR i øjeblikket ikke lever op til sine public service-forpligtelser. Varsler fyringer Til det siger DR's ressourcedirektør Bent Fjord: »Vi behøver ikke at blive underlagt noget pres, for vi vil meget gerne have denne konflikt løst, og jeg vil gerne erindre om, at det ikke var os, som forkastede overenskomsten«. I sidste uge varslede DR's ledelse en større fyringsrunde som en konsekvens af, at DR nu lægger en væsentlig del af programproduktionen ud til private producenter. DR's generaldirektør Christian Nissen har tidligere forudsagt, at 150 stillinger skal nedlægges, men ifølge Bent Fjord vil der nærmere være tale om, at 260 af DR's ca. 3.000 stillinger fjernes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her