Fagforeningen HK varsler konflikt mod reklamebureauet Republica, der er 100 procent ejet af FDB. Striden står om, hvorvidt de HK-ansatte grafikere på bureauet skal have noget ekstra i lønningsposen, når de arbejder ud over de 37 timer om ugen. Ifølge formanden for HK's 5. afdeling i København, Simon Tøgern, kræver Republicas ledelse sammen med FDB's hovedkontor, at medarbejderne skal opgive retten til løn under barsel, hvis de skal have afspadserings- eller merarbejdsbetaling. »Det finder jeg grotesk, når FDB prøver at profilere sig selv som en virksomhed, der sætter etikken først«, siger Simon Tøgern. Den administrerende direktør for Republica, Jens Thrane-Møller, ønsker ikke at gå ind i detaljerne i konflikten. »Det er aldrig sjovt, når man har den slags sager, så nu skal vi først lige have vendt, hvordan vi vil stille os til den nye situation«, siger Jens Thrane-Møller. Første konfliktvarsel blev sendt i forgårs og kan teoretisk set træde i kraft om 19 dage.
Konfliktvarsel mod FDB
Lyt til artiklen