Sommeren har været lang, og solen skinner fortsat på det danske sommerhusmarked. Alene i årets første otte måneder er den gennemsnitlige pris på et sommerhus steget med 8,2 pct., viser nye tal fra ejendomsmæglerkæden Nybolig. De nye stigninger bekræfter, at fritidshuse har været en forrygende investering de seneste syv-otte år. Siden midten af 1990'erne er prisen på et sommerhus steget med knap 10 pct. i gennemsnit om året. Dermed har landets omkring 200.000 sommerhusejere ikke blot haft glæde af et fristed. Det har samtid været en god opsparing. I sommerhus hele året »Før i tiden blev sommerhuset typisk brugt fra påske til efterårsferien. Nu tager danskerne væk fra byen på forlænget weekend året rundt. De vil have et fritidshus med samme kvalitet og hjælpemidler som derhjemme«, siger informationschef i Nybolig Jesper Elle. Han forklarer desuden de voldsomme prisstigninger med den lave rente, og at mange i dag køber sommerhus som del af pensionsopsparingen. »Samtidig er folk blevet opmærksomme på, at man skal have ejet sit sommerhus i mindst otte år, hvis man som pensionist vil anvende sommerhuset til helårsbeboelse«. Dyrest i Nordsjælland De stigende priser betyder, at gennemsnitsprisen for et fritidshus i Nordsjælland nu er oppe på 1,1 mio. kr. - det samme som den gennemsnitlige pris for et parcelhus i Danmark. »Den jyske vestkyst har siden midten af 1990'erne været det dyreste område for fritidshuse, men allerede i foråret blev vestkysten overhalet af Nordsjælland. Og det ser ud til, at Nordsjælland fortsætter med at lægge afstand«, siger Jesper Elle. Således er priserne i Nordsjælland steget med 10,2 pct. i årets første otte måneder, mens stigningen i Vestjylland 'kun' er 7,3 pct. Størt stigning på øerne Den største procentvise stigning i år har fundet sted i området Sjælland og øerne, hvor der er lagt 21,9 pct. til sommerhuspriserne, mens Midtjylland bunder med et fald på 5,5 pct. Meget tyder på, at det ikke er slut med de massive generelle prisstigninger på sommerhuse. Således afslører en ny analyse fra Institut for Konjunktur-Analyse, at efterspørgslen på fritidshuse fortsat klart overstiger udbuddet. »På landsplan viser tallene, at for hver 10 sommerhusejere, som overvejer at sælge, er der 13, som har planer om at købe. Men tager man hovedstadsområdet - som altså også omfatter Nordsjælland - så er der 15 købere for hver 10, der overvejer at sælge. Det er rigtig mange og selvfølgelig med til at sætte pres på priserne«, siger direktør i IFKA Jørn Thulstrup. Han peger også på opsparingsaspektet og den lave rente som årsager til den høje efterspørgsel. »Men jeg tror også, at efterspørgslen kan skyldes de høje priser på almindelige parcelhuse. Tidligere købte mange børnefamilier et hus uden for byen. Det er simpelthen blevet for dyrt i dag. Derfor er det blevet en attraktiv løsning at kombinere en lejelejlighed i byen med et sommerhus«, siger Jørn Thulstrup.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























