Medicinal-rival anklager Lundbeck for fup

Lyt til artiklen

Har det danske medicinalfirma Lundbeck A/S snydt på vægten og fusket med sin forskning for at fremme salget af sin nye lykkepille Cipralex? Det hævder det amerikanske medicinalfirma Wyeth er tilfældet, mens Lundbeck A/S kategorisk afviser beskyldningerne. Lundbeck står midt i lanceringen af Cipralex, der skal afløse Cipramil, der de senere år har udgjort omkring 80 procent af Lundbecks omsætning på otte milliarder kroner. Som et led i markedsføringen af den ny lykkepille, har børsnoterede Lundbeck sammenlignet de nye piller med konkurrenternes og med godt resultat. 'Lundbecks resultater helt uanvendelige' »Lundbecks resultater er helt uanvendelige. Antallet af patienter er for lavt til, at studiet kan have nogen som helst relevans. Desuden fik patienterne kun den halve dosis af Effexor i forhold til, hvad der generelt anbefales«, siger talsmand Doug Petkus fra Wyeth, der årligt omsætter for godt 100 mia. kr., til nyhedsbureauet Bloomberg. Wyeth producerer selv lykkepillen Effexor, der kæmper en benhård kamp med Cipralex på især det amerikanske marked. For få dage siden offentliggjorde Lundbeck en ny undersøgelse, der direkte sammenlignede de to præpapater. Lundbeck: Alt efter bogen Undersøgelsen konkluderede, at Cipralex både er mere virksom og har færre bivirkninger end Effexor. »Alt er naturligvis foregået efter bogen. Vi har brugt et antal patienter som er statistisk i orden, og de doser, vi har givet, følger de anvisninger, som ligger i pakkerne på Effexor. Jeg kan derfor ikke tolke Wyeths angreb som andet end et udtryk for bekymring over Cipralex' virkninger«, siger forskningsdirektør Claus Bræstrup fra Lundbeck. Patent udløber Lundbeck har i mange år levet højt på antidepressivmidlet Cipramil. Nu udløber det patent imidlertid, og markedet overtages af en stribe billige kopiprodukter. Hvis Lundbeck skal have held til at markedsføre sin nye lykkepille, er det afgørende, at selskabet kan fortælle køberne, at Cipralex både er væsentligt bedre end Cipramil og de øvrige konkurrerende præparater på markedet. Lundbeck: Intet usædvanligt i anfægtelsen »Disse test er meget vigtige for medicinalvirksomhederne, fordi de bruges i markedsføringen over for de læger, der skal ordinere præparatet. Derfor ses det ofte, at medicinalvirksomheder anfægter grundlaget for konkurrenters sammenlignende test af lægemidler«, siger Henrik D. Simonsen, der er analytiker i Nordea Securities og følger Lundbeck. »Vi har været igennem en lang testperiode hos myndighederne i bl.a. USA. Nu er de overstået, og de sammenlignende test, vi nu laver, henvender sig først og fremmest til de læger, som skal ordinere produkterne. De har simpelthen behov for at se produktet i forhold til de andre på markedet«, siger Claus Bræstrup. Selv om Lundbeck over flere omgange har fremlagt positive testresultater af Cipralex, har flere internationale forskere været særdeles kritiske over for Lundbecks konklusioner. Gammelt opkog Den britiske psykiater David Pyle fra Bronllys Hospital i Brecon har tidligere beskyldt Lundbeck for at fremlægge undersøgelser, der er »et opkog af gamle resultater, som ikke er overbevisende«. »Det er muligt, at Cipralex er et godt produkt, men der er ingen beviser for, at det er bedre end Cipramil, måske endda tværtimod«, har David Pyle sagt til Poltitiken. Kritikken er blevet bakket op af professor i farmakologi Rolf Håkanson fra universitetshospitalet i Lund, der heller ikke mener, at Lundbeck har belæg for at påstå, at Cipralex er bedre end Cipramil. »Når man lancerer et produkt, hvis egenskaber overrasker ligesom Cipralex, så er det klart, at det tager tid, før videnskaben indstiller sig på resultaterne. Det er den heldigvis ved at gøre nu, mens vore konkurrenter fortsat er overraskede over Cipralex' egenskaber«, siger forskningsdirektør Claus Brædstrup fra Lundbeck.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her