Tilsyn skærpes i Nordsøen

Lyt til artiklen

En sønderlemmende kritik af A.P. Møllers sikkerhed på olieplatformen Gormfeltet får nu erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) til at stramme kontrollen med olieaktiviteterne i hele Nordsøen. Ministeren har netop præsenteret Folketingets Energipolitiske Udvalg for en handlingsplan, der lægger op til en markant skærpelse af tilsynet. Energistyrelsen vil blive tilført betydelige ressourcer, foreløbig fem ekstra stillinger, som vel at mærke skal betales af A.P. Møller og de andre operatørers egen lomme. Inden udgangen af i år vil alle bemandende produktionsplatforme blive gennemgået fra a til z ved ekstraordinære besøg. Næste år kommer turen til de ubemandede platforme og fra 2004 fordobles tilsynsmyndigheden på alle bemandede anlæg. Gennemgang af Energistyrelsen Energistyrelsen er samtidig blevet pålagt at gennemføre en systematisk gennemgang af blandt andet A.P. Møllers egne kontrolsystemer. »Sikkerheden på de danske havanlæg skal være højest mulige, og den må ikke tilsidesættes af andre hensyn. At det er operatørerne selv, der skal betale, er kun rimeligt«, siger Bendt Bendtsen. Han bebuder nu en revurdering af hele regelsættet på offshoreområdet, og lover, at det vil ske i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Milliardtab på ulykke I efteråret dokumenterede en rapport fra det uafhængige norske Sintef-institut alvorlige sikkerhedsmæssige problemer på Gormfeltet, der i maj 2001 blev ramt af en eksplosionsulykke. Rapporten uddelte store næser til både Maersk Olie og Gas og Energistyrelsen. Nu har Bendt Bendtsen taget konsekvensen og strammet sikkerheden over en bred kam. »Ulykken på Gormfeltet medførte tab af indtægter på cirka en milliard kroner, så det siger sig selv, at der har været behov for en grundig og seriøs opfølgning på Sintef-rapporten. Jeg er godt tilfreds med handlingsplanen og glad for, at den bliver godt modtaget af alle, inklusive Maersk Olie og Gas, der også har tilsluttet sig konklusionerne«, sige Bendt Bendtsen, der understreger, at han nøje vil påse, at der følges op på samtlige Sintef-rapportens 35 anbefalinger. Glæde hos socialdemokrat Det socialdemokratiske medlem af Folketingets energiudvalg, Torben Hansen er glad for, at ministeren tager kritikken af sikkerhedsforholdene alvorligt. »Det er meget positivt, at ministeren har ændret signaler. Dårlig sikkerhed kan i sidste ende blive et spørgsmål om tab af menneskeliv og meget store værdier. Sintef-undersøgelsen viste, at Maersk i stor grad selv sætter dagsordenen for hvordan sikkerhedsniveauet skal være i Nordsøen. Det er selvfølgelig helt uholdbart og uantageligt, og vi håber, at denne praksis nu er forbi med ministerens indrømmelser«, siger Torben Hansen. Dårlig vedligeholdelse Rapporten fra Sintef viste sort på hvidt, at den alvorlige eksplosionsulykke på Gormfeltet i Nordsøen i maj sidste år formentlig kunne være undgået, hvis A.P. Møller-selskabet Maersk Olie og Gas havde taget en række tidligere og mindre alvorlige uheld alvorligt. Rapporten satte fingeren på en hel stribe ømme punkter: dårlige sikkerhedsforhold, manglende vedligeholdelse og dårlig kommunikation på platformen. Sintef blev bedt om at lave rapporten, efter at Politiken i januar i år afslørede, at sikkerhedsrepræsentanterne på Gormfeltet havde nedlagt arbejdet i frustration over manglende sikkerhed og dårligt samarbejde med Maersk Olie og Gas. Vedholdende kritiker tilfreds En af de mest vedholdende kritikere af forholdene på Nordsøen, kredsformand Peter Thomsen, Dansk Elforbund i Esbjerg, er tilfreds med handlingsplanen: »Det er fint, at man har fået øjnene op for, at der også kan være problemer andre steder end Gormfeltet, og at der derfor udføres tjek på samtlige installationer. Det er også glædeligt, at Energistyrelsens bemanding forbedres. I det hele taget er handlingsplanen et tegn på, at der endelig er kommet skred i tingene«, siger Peter Thomsen. Det var torsdag ikke muligt at træffe underdirektør Anders Würtzen fra Maersk Olie og gas for en direkte kommentar. I en kort skriftlig meddelelse oplyste han imidlertid følgende: »Vi er enige i, at sikkerheden på offshore anlæg altid skal være i orden. Som bekendt har vi iværksat en lang række forbedringer efter eksplosionen på Gorm sidste år. Herudover pegede Sintef i sin rapport på tre konkrete forhold«, hed det fra Anders Würtzen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her